Unge menneskers mulighed for uddannelse og deres integration i arbejdslivet har i det 20. århundrede været et knudepunkt i alskens politiske tiltag og ikke mindst i udviklingen af uddannelsessystemet.
For de unge, der af forskellige grunde er udfordrede, har spørgsmålet om uddannelse og arbejde været et konstant bekymringspunkt. Det var tilfældet i diskussionerne om lærlingeloven i 1956, frem til udvidelsen af undervisningspligten i 1972, med 10. klasse i 1974, med Ritt Bjerregaards U90 og i de talrige diskussioner om ungdomsarbejdsløsheden i fattigfirserne. Sådan kunne man blive ved. Spørgsmålet har været en hovedpine for samtlige undervisningsministre i årtier.




























