Danmark er et heldigt land. Selv om vi kun er 5,8 millioner indbyggere, kan vi glæde os over et pluralistisk medielandskab med et væld af forskellige udgivelser, der er optaget af at oplyse borgerne til kvalificeret deltagelse i et levende demokrati.
Tilmed skyder der i disse år nye medier op med samme ambition. Zetland og Føljeton er nyetablerede eksempler på rent digitale medier, der leverer oplysende og indbliksgivende journalistik, og om kort tid lancerer JP/Politikens Hus et ambitiøst nyt medie, Format, der målrettet går efter at oplyse yngre målgrupper på de mobile platforme.




























