Retssystemet lader krænkede kvinder i stikken

I kølvandet på MeToo står det store spørgsmål nu og blafrer i vinden: Hvordan kommer vi videre herfra?

En lang række kendte og ukendte kvinder er stået frem og har fortalt om liv med krænkelser og overgreb.

I verden omkring os får det en række konsekvenser for mandlige krænkere, men i Danmark overlades pladsen udelukkende til Zentropa og Ålen.

Følelsesmæssige udbrud fylder godt i pressen, men det kunne være en oplagt mulighed at se nærmere på, hvordan det retligt og faktuelt ser ud i det Danmark, mange mener er en ligestillingsmæssig højborg.

En nylig undersøgelse fra Aalborg Universitet om seksuel chikane i Danmark afslører, at området i høj grad er ureguleret og uden særlig bevågenhed. Vi har ingen tal for, hvor mange der bliver udsat for seksuelle krænkelser i Danmark.

Lovgivningen er for så vidt udmærket og ganske klar, men Arbejdstilsynet følger den ikke. Tværtimod har det udviklet sit eget regelsæt, der er langt mere lempeligt end lovens ordlyd.

De færreste sager når frem til domstolene, og fagforeningerne indgår hemmeligholdte forlig med krænkere – en praksis, der gør, at vi ikke har nogen tal for, hvor mange forlig der indgås, eller hvor alvorlige sagerne er.

Ifølge de interviewede eksperter i undersøgelsen er det de mest graverende sager, der ender med forlig. Fagforeningerne har ingen opgørelser over, hvor mange forlig der indgås, og konsekvensen er, at man herhjemme i høj grad bruger Harvey Weinstein-modellen, hvor en krænker blot kan betale sig fra sine overgreb og fortsætte sin krænkeradfærd uden yderligere konsekvenser.

Området er generelt ekstremt tabubelagt, og når ofre for seksuel chikane endelig henvender sig til fagforeningen, handler forespørgslen stort set altid om noget andet, og det er sagsbehandlerens opgave at spørge forsigtigt og empatisk ind til, om der er seksuel chikane involveret.

Rapporten kommer med en række anbefalinger til forbedringer, men der er ingen tvivl om, at området juridisk skal åbnes og gentænkes, og at første skridt kunne være, at Arbejdstilsynet begynder at overholde loven.

Men det er ikke kun hverdagssexismen, der er under angreb i disse dage. Europarådets ekspertpanel har gennemgået Danmarks indsats for forebyggelse og udryddelse af vold mod kvinder og retter en temmelig alvorlig kritik mod både det danske retssystem og de ansvarlige politikere.

Ifølge eksperterne skal der en generel opstramning til for at få systemet til at virke.

Tallene taler for sig selv. Der er i Danmark anslået 4.200 gennemførte voldtægter hvert år, ifølge Det Kriminalpræventive Råd. Antallet af domfældelser er på landsplan 50-70 om året.

Det efterlader i omegnen af 4.130 gerningsmænd, der går fri hvert år.

Omkring 33.000 kvinder udsættes ifølge regeringens egne tal hvert år for partnervold. Der falder omkring 250 domme årligt, hvilket betyder, at 32.750 voldelige gerningsmænd går fri.

Når konsekvensen af det nuværende system er, at ca. 310 overgrebsmænd idømmes straf og 36.880 overgrebsmænd går fri, er det som jurist svært at fastholde det gamle hæderkronede udsagn om, ’at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist’.

Det er ikke sandt, fordi det ganske enkelt ikke passer ind i virkeligheden, hvor de færreste kvindelige ofre for partnervold, voldtægt og seksuel chikane oplever, at gerningsmændene dømmes for disse alvorlige forbrydelser, som vold, voldtægt og seksuel chikane er.

Det kan næppe kaldes et effektivt retssystem. Tværtimod efterlader det et temmelig præcist indtryk af, at det ikke er et prioriteret område i hverken dansk politik eller dansk retspleje.

Konsekvensen er, at kvinders tryghed og retssikkerhed er uanstændigt ringe, og at de færreste kvinder, der er ofre for forbrydelser som partnervold, voldtægt og seksuel chikane, oplever oprejsning, støtte eller retfærdighed fra det system, der burde være med til at beskytte dem.

Hvis man er i tvivl om, hvordan man kan rette op på tingene, vil jeg anbefale vores justitsminister, ligestillingsminister, integrationsminister og socialminister at nærlæse Europarådets rapport.

Den er udarbejdet af nogle af Europas førende eksperter på området og ser nærmere på, hvordan Danmark rent faktisk lever op til Istanbul-konventionen, som Danmark ratificerede i 2014.

Konventionen er det første internationale juridisk forpligtende dokument, der fokuserer på »at beskytte kvinder mod alle former for vold og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet« og fastslår en lang række forpligtelser for de stater, som ratificerer den.

Konventionen indeholder desuden regler om, at der nedsættes et internationalt ekspertpanel, der evaluerer landenes indsats løbende. Her i 2017 er det Danmark og Albanien, der eksamineres.

Og der er ikke megen ros at hente fra eksperterne for den danske indsats. Tværtimod. Der mangler generelt politisk bevågenhed og økonomiske ressourcer til området. Straffelovens regler skal forbedres, og der skal udarbejdes nye og bedre politikker.

Politi, anklagemyndighed og dommere skal videreuddannes og lære at overholde reglerne.

Der skal indsamles kønsopdelt data, hvilket mangler på en lang række områder, og der skal forskes og undersøges langt mere, således at man får konkret viden til at skabe den rigtige politik.

Statsforvaltningen skal stoppe undermineringen voldsramte kvinders og børns sikkerhed i forældremyndighedssager og passe langt bedre på ikke at udlevere børn til voldelige fædre.

Helt generelt skal sikkerheden omkring voldsramte kvinder og børn opprioriteres, og politiet bør i langt højere grad bortvise den voldelige partner fra hjemmet og sikre et effektivt beskyttelsestilhold, så det ikke hver gang er mor og børn, der skal forlade deres vante omgivelser og flygte på krisecenter.

Konventionen fastslår i artikel 36, at det er strafbart at »foretage vaginal, anal eller oral penetrering« eller »udøve seksuelle handlinger« mod en person, uden at vedkommende har givet samtykke, og dette samtykke skal være »givet frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje«.

Den danske straffelov kritiseres for ikke at leve op til dette krav, og Danmark opfordres til hurtigt at få dette ændret i overensstemmelse med konventionen. Ifølge Europarådet vil det være med til at få retssager til at fokusere på kvindens frie vilje og gerningsmandens evne til at opfatte kvindens frie vilje i stedet for at handle om en masse ydre omstændigheder.

Man kan sige, at det nuværende danske system på ingen måde anerkender kvinders ret til egen krop og seksualitet.

Retspraksis i Danmark nærmer sig indimellem farceagtige tilstande, hvor kvinder helt tydeligt bliver voldtaget, men eftersom gerningsmanden eller -mændene ikke hørte hende sige nej, hvordan skulle de så vide, at hun ikke havde lyst.

Resultatet taler for sig selv. 4.130 voldtægtsforbrydere går fri hvert år.

Diskussionen om samtykke til sex er tidligere blevet ført i Danmark, hvor bl.a. formanden for Dommerforeningen forundret var ude at spørge, om det dér samtykke så skulle gælde hele vejen.

Vi lader den stå et øjeblik: Skal et samtykke til sex gælde hele vejen?

Det er et uhyrligt spørgsmål.

Naturligvis er sex altid noget, der foregår mellem voksne mennesker med samtykke fra begge/alle parter.

Hele vejen. Og naturligvis har alle retten til at miste lysten undervejs og sige stop. Og naturligvis har alle forpligtelsen til at mærke efter, om den anden eller de andre stadig har det godt og er med. Det er et gensidigt forpligtende nærvær med samtykke hele vejen – ellers er det vold.

Ifølge en EU-undersøgelse fra 2014 har 52 procent af de danske kvinder over 15 år været udsat for vold eller seksuel vold. Samtidig mener kun 23 procent af danskerne, at vold mod kvinder er et stort problem.

Og selv om skiftende regeringer har taget emnet op og gennemført handlingsplaner, står vi fortsat med et uhyre stort problem, der både rammer de berørte kvinder, deres børn og familier, deres livskvalitet og deres muligheder i forbindelse med uddannelse og karriere.

Vi ved, at vold mod kvinder i alle dens afskygninger efterlader kvinderne med psykiske langtidsvirkninger, og jeg tror næppe, at det bliver bedre af, at vi som samfund ikke løfter opgaven ordentligt.

Europarådets eksperter fastslår desuden, at det er en alvorlig fejltagelse, at Danmark forsøger at kønsneutralisere volden.

De mener, at hvis ikke man anerkender det grundlæggende faktum, at mænds vold mod kvinder er en historisk betinget magtdemonstration, der er med til at fastholde kvinder i en underordnet position, så formår man heller ikke at løse problemet.

De definerer kønsbaseret vold som vold, der enten rettes mod en kvinde på grund af hendes køn, eller vold, som rammer kvinder uforholdsmæssigt hårdt.

»Det historisk ulige forhold mellem kvinder og mænd har medført mænds dominans over kvinder, og dette er blandt de grundlæggende årsager til vold mod kvinder«.

»Den motiverende drivkraft bag disse former for vold er at få magt og kontrol over en kvinde – hendes krop, hendes sind, hendes økonomiske situation, hendes seksualitet og hendes reproduktive funktioner. Det er derfor, disse er omfattet af Istanbul-konventionen, som manifestationer af kønsbaseret vold«.

Ifølge eksperterne er kønsbaseret vold dybt forankret i sociale og kulturelle strukturer, normer og værdier, og den videreføres ofte af en kultur kendetegnet ved fornægtelse og tavshed.

Og lige præcis fornægtelse og tavshed fra de ansvarlige politiske instanser, som vi ser i kølvandet på MeToo, er et klart udtryk for denne kultur.

Det samme er fornægtelsen af EU-undersøgelsen fra 2014, der udråbte Danmark til det land i EU med den højeste andel af kvinder, der har været udsat for vold og seksuel vold.

Ingen kan fremvise beviser på, at det ikke forholder sig sådan.

Tværtimod; med 4.200 kvinder, der årligt udsættes for voldtægt, og 33.000 kvinder, der udsættes for partnervold, og et retssystem, der uddeler et minimalt antal domme, kan vi jo blot konkret og nøgternt konstatere, at danske kvinder lever i et særdeles utrygt retssystem.

Hvis vi igen retter blikket mod Zentropa og Ålen, må vi jo konstatere, at hverken ledelsen, Ålen eller den almindelige folkestemning pegede i retning af, at det var da en forfærdelig og chikanerende kultur.

Vi har jo hørt om den i årevis, og det var først, da udlandet begyndte at reagere, at det offentlige billede begyndte at vende.

Svenskerne lukkede pengekassen, og en lang række internationale producere beskrev deres oplevelser i Zentropa som »en skamløs udstilling af giftig maskulin seksualitet«.

Jeg vil sige, at Niels Krause-Kjærs interview af Ålen i DR havde samme kaliber – altså forstået sådan, at han virkelig fik udstillet Ålens giftige maskuline seksualitet.

Det er uhyre sjældent på primetime tv at opleve et så skarpt interview af en åbenlys krænker, der på intet tidspunkt fik lov at slippe for at stå til ansvar for sine krænkelser. Jeg vil mene, at Niels Krause-Kjær demonstrerede, lige præcis hvordan mænd kan bakke kvinder op og være medvirkende til, at vi får et sundt og ligeværdigt samfund, hvor gamle giftige maskulinitetsformer bliver udryddet.

Men tilbage til retssystemet.

Istanbul-konventionen arbejder med fem forskellige typer vold mod kvinder, afledt af ovenstående traditionelle maskuline kontrol- og magtmekanismer, nemlig fysisk vold, psykisk vold, seksuel vold, økonomisk vold og materiel vold.

Alle dele er strafbare ifølge konventionen, og eksperterne konkluderer efter at have gennemgået dansk retspraksis, at psykisk vold bør kriminaliseres direkte i straffeloven.

De konkluderer, at i samtlige sager, hvor kvinder er blevet dræbt af deres partnere eller ekspartnere, er der foreligget psykisk vold som optakt til drabet. Det er derfor afgørende og livsvigtigt for disse kvinder, at retssystemet har mulighed for at gribe tidligere ind.

Hvis man ser på kvinder på krisecentre, så har 97 procent af dem været udsat for psykisk vold. Samtidig indikerer flere udsagn fra voldsramte kvinder, at det er den psykiske vold, der efterlader de mest voldsomme eftervirkninger for kvinderne, og som samtidig er med til at fastholde dem i en ekstremt usund relation.

De nuværende regler i straffeloven anser eksperterne dels for ikke at være dækkende, dels bliver de ikke brugt i dansk retspraksis over for psykisk vold i parrelationer. Generelt er der kritik af, at danske domstole ikke anvender de skærpende omstændigheder, der er oplistet i konventionen, ved strafudmåling.

Eksperterne skriver direkte, at domstolene er nødt til at forstå, at afkortning af straf ikke gavner offerets retsfølelse.

Inden Danmark tiltrådte konventionen, var det praksis, at vold udøvet i nære relationer gav strafnedsættelse til gerningsmanden. Den såkaldte konerabat, som dele af pressen kaldte den. Konventionen derimod fastslår, at det er en skærpende omstændighed, at gerningsmanden er eller har været i tæt relation med offeret.

Men dette er ikke slået igennem i dansk retspraksis, ligesom det, at volden er udført, mens børnene kigger på, heller ikke i Danmark anses for en skærpende omstændighed, til trods for at det tydeligt fremgår af konventionen.

Vi har skabt et system, hvor retsvæsnet ikke virker for kvinder, der har været udsat for sexchikane, partnervold og voldtægt, og hvor kvinders ytringsfrihed endvidere er under pres, da rigtig mange udsættes for trusler på nettet og derfor holder op med at tale og skrive frit.

De færreste kvinder anmelder overgreb, vold, voldtægt og sexchikane, fordi de ikke tror på, at systemet oprigtigt er sat i verden for at hjælpe dem. Tallene er beskæmmende og viser desværre, at den antagelse er korrekt.

Jeg kan kun anbefale de ansvarlige ministre og myndigheder at læse op på området.

Der er ny viden, forskning og anbefalinger, der er lige til at gennemgå og forstå.

Dernæst skal der udarbejdes og gennemføres handlingsplaner, der rent faktisk virker. Og sidst, men ikke mindst må det ultimative krav være, at danske myndigheder overholder både national og international lovgivning.

Det er vel ikke for meget forlangt.