Historien om de danske efterretningstjenester er én lang række af forløb efter samme mønster:
Pressen afslører en praksis i strid med afgivne løfter eller ligefrem lovbrud, den ansvarlige minister afviser og mistænkeliggør pressens motiver, pressens oplysninger viser sig at være korrekte, ministeren modsætter sig en uvildig undersøgelse og forsøger at ride stormen af med en intern ’undersøgelse’, den gør kun ondt værre, ministeren nødsages til en mere uafhængig undersøgelse, den bagatelliserer de skete løfte- eller lovbrud, ingen drages til ansvar, ministeren opfordrer til at se fremad, om nødvendigt nedsætter han et nyt kontroludvalg, herefter garanterer ministeren jævnligt Folketinget, at alt er i den skønneste orden, men efter nogle år kan pressen afsløre et nyt løfte- eller lovbrud, og hele mønstret gentager sig.
Det begynder i februar 1947 hvor Ekstra Bladet, Land og Folk, Politiken, Nationaltidende og Information bringer forlydender om, at der fortsat eksisterer et hemmeligt politisk kartotek, angiveligt omfattende 60-100.000 personer.
Det er endnu i frisk erindring, at et hemmeligt kartotek i 1941 på besættelsesmagtens foranledning dannede grundlag for massearrestationer af kommunister og andre venstreorienterede, som uden grundlovsforhør, men med Folketingets efterfølgende godkendelse blev anbragt i Horserødlejren og senere overført til den tyske kz-lejr Stutthof, hvor 22 af dem døde.
Alle relevante politichefer benægter ethvert kendskab til et sådant register her to år efter befrielsen. Det samme gør justitsminister Aage Elmquist (V), som udtaler, at pressens påstande »udelukkende er iværksat for at undergrave tilliden til politiet«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar