Historien om de danske efterretningstjenester er én lang række af forløb efter samme mønster:

Pressen afslører en praksis i strid med afgivne løfter eller ligefrem lovbrud, den ansvarlige minister afviser og mistænkeliggør pressens motiver, pressens oplysninger viser sig at være korrekte, ministeren modsætter sig en uvildig undersøgelse og forsøger at ride stormen af med en intern ’undersøgelse’, den gør kun ondt værre, ministeren nødsages til en mere uafhængig undersøgelse, den bagatelliserer de skete løfte- eller lovbrud, ingen drages til ansvar, ministeren opfordrer til at se fremad, om nødvendigt nedsætter han et nyt kontroludvalg, herefter garanterer ministeren jævnligt Folketinget, at alt er i den skønneste orden, men efter nogle år kan pressen afsløre et nyt løfte- eller lovbrud, og hele mønstret gentager sig.