Hvorfor har Udenrigsministeriet skåret ned på bistandseksperterne? Migrationen fra Afrika er vor tids store udfordring

Jakob Ejersbos roman – og siden tv-serien – ’Liberty’ har vist et meget lille hjørne af bistandsmiljøet i Tanzania i 1980’erne. Uheldigvis er der mange, der tror, at det er sandheden om bistandsmiljøet og udviklingsbistanden i ikke bare Tanzania, men generelt.

Det har givet anledning til en debat om dansk udviklingsbistand, og den har vi længe trængt til.

Mens ’Liberty’s lille skandinaviske personkreds bedrog, skejede ud eller bare dummede sig i det nordlige Tanzania, havde jeg mulighed for på tæt hold at følge de fleste af de ca. 100 Danida-rådgivere, som arbejdede rundt om i landet på det tidspunkt.

Det var en af mine opgaver som leder af Danida-missionen ved ambassaden i Dar es-Salaam. Der var for mig ingen tvivl om, at det helt store flertal af rådgiverne leverede en meget solid indsats med respekt for den kultur, de arbejdede i.

Det var ikke så overraskende, for de var blevet rekrutteret med dygtigt og omhyggeligt blik for både deres faglige og menneskelige kvalifikationer og havde været gennem et treugerskursus, hvor fejlrekrutteringerne blev siet fra.

Der var mange som søgte de jobs dengang, for interessen for udviklingssamarbejdet var stor, og de hjemlige ulandsmiljøer stærke. Det var dansk udviklingsbistands guldalder, og den strakte sig et stykke ind i 90’erne.

Flere, med vores udviklingsminister i spidsen, har haft travlt med at lægge afstand til den tids danske bistand. Ifølge Ulla Tørnæs er den måde, vi arbejder på i dag »lysår fra den måde, vi arbejdede på tidligere«.

Så er der virkelig lagt afstand. Om vi er tjent med det, kommer jeg tilbage til. Men de resultater, vi opnåede dengang, kan vi sagtens være bekendt. Desværre er der uendelig få undersøgelser af, hvordan det er gået indsatserne, efter at vi har trukket os ud. Når det er gået højt, er der gennemført enkelte såkaldte ex post-evalueringer 5 år efter; det er en kort tidshorisont for indsatser, som sigter mod at skabe noget nyt i træge og konservative omgivelser.

For 4 år siden rejste jeg rundt i Tanzania i to omgange og studerede, hvad der var blevet af en god del af de projekter, som jeg havde haft at gøre med 30 år inden.

Det var opmuntrende. De havde på nær ét sat sig gode og blivende spor. Den delvise undtagelse var en skole, som uddannede folk til cementindustrien. Den måtte lukke, 7 år efter at Danida trak sig ud, men forinden havde over 700 tanzanianere været gennem kurser på skolen.

En stor del af dem fik jobs på de cementfabrikker, som med dansk bistand på omkring en halv milliard kroner var blevet etableret eller udbygget, og som i dag producerer cement på fuld kraft.

De vellykkede projekter spænder bredt, her skal kort nævnes nogle af de største: Genopretningen af færgedriften på de tre store søer, støtten til en udviklingsbank, som i dag er Tanzanias næststørste bank, et nyskabende program til vedligeholdelse af skoler over hele Tanzania samt etablering af drikkevandsforsyning til 380 landsbyer med 1 million mennesker.

Det var sammen med cementfabrikkerne flagskibene i den danske bistand dengang, og den samlede støtte løb op i i alt godt halvanden milliard kroner, som blev fulgt til dørs af et betydeligt antal Danida-rådgivere. Blandt de øvrige vellykkede aktiviteter var etableringen af et veterinærfakultet ved landbrugsuniversitetet og et center (som nu er et universitet) for uddannelsen af arkitekter, landmålere m.m.

At de her omtalte projekter har leveret så gode resultater i så mange år efter Danidas exit, gør dem til succeser. Når det drejer sig om vedligeholdelses- og drikkevandsprogrammerne, er resultaterne nu truet.

Det er ikke en fejl ved programmerne, hvis udformning har været præget af realistiske løsninger, både hvad angår økonomi, organisation og teknologi. Men konkurrencen om de små offentlige midler i Tanzania er benhård.

Det er svært at skaffe de nødvendige penge til vedligehold og udskiftning af de eksisterende anlæg, når der stadig er områder, som ikke har bare nogenlunde fungerende drikkevandsforsyning eller skoler overhovedet.

Hertil kommer, at der er flere politiske point at hente i at komme med noget nyt end at sørge for, at der er penge til at reparere det gamle. Det har været nævnt i debatten, at fattige lande som Tanzania skulle have en stor offentlig sektor. Det er en misforståelse. Tanzania har en befolkning, som er næsten 10 gange så stor som Danmarks, og skattefinansierede offentlige udgifter, som er cirka 8 gange mindre.

Det er ikke mange skatteshillings, man kan trække ud af fattige folk. Så der er stadig god brug for hjælp udefra.

I 1980’erne var Tanzanias økonomi i meget dårlig forfatning. Der var næsten ingen fremmed valuta til import af selv det vigtigste, og det var tæt på at få landets økonomi og samfundsfunktioner til at bryde sammen.

Problemerne var til dels, men langt fra kun, et resultat af uheldig økonomisk politik, herunder investeringer i statslige virksomheder, som fungerede meget dårligt, og mishandling af landbruget.

Flere donorer opgav landet, men Verdensbanken og de nordiske lande holdt ud. For Danmarks vedkommende kom det bl.a. til udtryk i leverancer af råmaterialer til hhv. sæbe- og jernindustrien samt af livsvigtig medicin til omkring 700 millioner kroner.

Disse leverancer har ikke efterladt blivende spor, men de var med til at bjærge Tanzania gennem en ekstremt vanskelig periode. De kan således sammen med anden dansk bistand tage en del af æren for, at Tanzania i dag er et af de bedst fungerende lande i tropisk Afrika.

Omkring midten af 1990’erne var der to ting, som i uheldig forening bragte projektbistandsformen i miskredit. Den ene var, at gentagne nedskæringer i Danidas bemanding fik ministeren og Udenrigsministeriet til at se sig om efter mindre administrationskrævende bistandsformer.

Dermed fik en alternativ bistandstænkning vind i sejlene. Den gik i korte træk ud på, at vore partnerlande nu var kommet så langt, at de selv kunne stå for de enkelte aktiviteter. Danida skulle i det væsentlige blot komme med pengene, og så i en ’politikdialog’ prøve at påvirke partnerne til at bruge dem fornuftigt. Det forudsatte lokale partnere, som ikke blot var kompetente, men også nogenlunde hæderlige.

De betingelser var et godt stykke af vejen opfyldt af flere af partnerlandene i Asien, som vi efterhånden har trukket os ud af, og af Ghana, som vi nu trækker os ud af. I adskillige af de øvrige lande i tropisk Afrika ligger det en hel del tungere.

I mange tilfælde bliver Danida-midlerne lagt i en pulje sammen med bidrag fra andre donorer, og det har gjort det næsten umuligt at finde ud af, hvad der er kommet ud af netop den danske bistand, som er blevet mere eller mindre usynlig.

Hertil kommer, at antallet af Danida-rådgivere er blevet skåret drastisk ned, hvorved vi har mistet en vigtig kilde til indsigt i støttens anvendelse og i resultaterne. Nedskæringen er ikke blot gået ud over de konkrete bistandsindsatser, for det danske samfund er generelt blevet langt mindre engageret i bistandssamarbejdet og bliver snydt for impulser, som hjemvendende rådgivere tidligere bidrog med.

Udviklingsbistanden er fuld af dilemmaer, og her skal omtales to af de mere fundamentale og vanskelige problemstillinger. Det kan hævdes, at vi ved at yde bistand til f.eks. uddannelse frigør midler, som så kan bruges til hvad som helst, f.eks. til Mercedeser eller kampfly.

Men jeg vil hævde, at der uden vores bistand i mange tilfælde ikke var blevet ydet den uddannelsesindsats. Realiteten er desværre, at alt for mange af Afrikas ledere ikke er tilstrækkelig engagerede i at nå ud til den brede befolkning med tilbud inden for uddannelse og sundhed.

Den solidaritet med dårligt stillede landsmænd, som vi tager for givet i Danmark, er ingen selvfølge blandt afrikanske politikere.

At tropisk Afrika stadig er langt bagefter, ser nogle som udtryk for, at bistanden ikke har virket – og måske ligefrem har virket mod sin hensigt. Hertil er først og fremmest at sige, at den globale årlige udviklingsbistand til den ene milliard mennesker i tropisk Afrika i snit beløber sig til omkring to gode danske timelønninger per afrikaner.

Der er grænser for, hvor langt det kan række. Men uden bistanden havde rigtig mange millioner afrikanere haft et dårligere liv.

Forklaringerne på Afrikas efterslæb skal søges andre steder: konflikterne, den store sygdomsbyrde, det vanskelige klima, befolkningspresset, den etniske opsplitning og traditionen for en solidaritet, som kun omfatter de nærmere netværk – og en del mere.

I de senere år er billedet af dansk udviklingsbistand blevet sløret. Bistanden er som nævnt blevet væsentlig mindre synlig, den er blevet sat til at forfølge alt for mange forskellige mål, og så bliver en betydelig del af bistandsbevillingerne brugt til formål, som har meget lidt med udvikling at gøre.

Det drejer sig om knap 5 milliarder kroner af en samlet bistand på 16 milliarder, og det skyldes især udgifterne til asylansøgere. Den direkte udviklingsbistand fra Danmark til Afrika, den, som vi selv har styr på, og den, som på længere sigt bl.a. skal bidrage til at dæmme op for flugten fra Afrika, udgør kun 3 milliarder kroner årligt.

Hvis det virkelig skal batte, skal der helt andre boller på suppen. Det er ikke nok at heppe på EU, vi må selv lægge os i selen.I de kommende godt 30 år vokser befolkningen i tropisk Afrika med omkring 1 milliard.

Langt de fleste vil helst blive i Afrika, hvis fremtidsudsigterne forbedres markant. I modsat fald er der betydelig sandsynlighed for, at Danmark og resten af Europa kommer til at håndtere en afrikansk folkevandring mod nord, som vil få uoverskuelige konsekvenser. Det er nødvendigt at gøre sig klart, at det handler om helt vitale interesser for det danske samfund, og at det er den største udfordring siden Anden Verdenskrig.

Vores muligheder for at møde denne udfordring handler ikke kun om størrelsen af de ressourcer, vi overfører, de handler lige så meget om vores kapacitet til at anvende dem bedst muligt.

Udenrigsministeriets forvaltning af bistanden er blevet lemlæstet af den voldsomme personalereduktion, hvortil kommer, at ministeriet i den proces har skilt sig af med det meste af den fagekspertise, som tidligere sikrede den gode kvalitet. I dag har medarbejderne først og fremmest de kompetencer, som passer til et departement: ministerbetjening, politikudvikling, tilsyn og generel administration.

I alle andre ministeriet, som har en forvaltningsopgave af samme størrelsesorden som Udenrigsministeriets, er denne lagt uden for departementet.

Så kan man ansætte folk, som har den specialistkompetence, der er brug for, og fastholde dem længe nok, til at de tilegner sig den helt nødvendige erfaring.

Da Danida – efter en meget grundig organisationsanalyse – i 1986 fik status som en selvstændig enhed i Udenrigsministeriet med mulighed for at ansætte den nødvendige ekspertise, blev det fra alle sider anerkendt som den ideelle løsning. Kun 5 år efter kom ministeriet på andre tanker, et vitalt Danida blev set som en gøgeunge i den rede, hvor bistandens guldæg var lagt.

Danida blev nedlagt, og opgaverne gik efterhånden diffust ud i resten af ministeriet.

Det er stærkt påkrævet, at der tilføres langt større midler til Danmarks indsats i Afrika, men hvis ikke det ledsages af en markant styrkelse og professionalisering af forvaltningen, er det næppe tilrådeligt.