0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvorfor dæmoniserer regeringen mod bedre vidende indvandrerne i Danmark?

Retorikken omkring indvandrere i Danmark er ekstremt hård og reelt dæmoniserende. Meget af det, som indvandrerne beskyldes for, har de intet ansvar for.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Regeringen anført af den såkaldte integrationsminister benytter sig af en eksklusionsretorik.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet hetz »forfølgelse af nogen gennem (offentlig) forhånelse, kritik el.lig.; kraftig vedholdende kritik af noget, ofte fra mange sider«.

I Fremmedordbogen er definitionen: »En decideret kampagne, særligt i medierne, hvor formålet er at hidse folk op imod bestemte personer eller grupper«.

Følger man den første definition, kan man roligt tillade sig at kalde den senere tids politiske udmeldinger fra et flertal af partier i Folketinget for en hetz mod indvandrerne.

Med regeringens såkaldte ghettopakke er en stor del af statsapparatet desuden gjort til aktører i denne hetz.

Der udsendes rapporter, oplæg og pressemeddelelser, som er fyldt med generaliserende, negative og ofte falske påstande om indvandrere, især dem, der bor i bestemte boligområder.

Dertil kommer et bevidst selektivt udvalg af negative fakta om indvandrerne og deres holdninger, hvor positive forhold undertrykkes, og negative blæses op.

Det er blandt andet kommet til udtryk ved flere nye regeringsinitiativer - især den såkaldte ’ghettopakke’.

En stor del af initiativerne har ikke nogen substantiel effekt, men må ses som symbolpolitik, der skal demonstrere regeringens vilje til at være hård ved etniske minoriteter, som anklages for ikke at ville lade sig integrere.

Kun to procent af indvandrerne ønsker at bo i boligområder med et flertal af indvandrere

I virkeligheden er mange af disse initiativer mere skadelige end gavnlige for integrationen, og for ghettopakkens vedkommende er der store negative virkninger for boligmarkedet og i en vis udstrækning tale om et spild af penge.

For cirka ti år siden skrev jeg en kronik i Politiken med titlen ’Den indpakkede racisme’.

Pointen i artiklen var, at Dansk Folkeparti i stedet for en frontal tilsværtning af indvandrerne, som kunne beskyldes for at være racistisk, havde opdyrket en metode til at dæmonisere dem ved at rejse sager i medierne og Folketinget, som gjorde ubetydelige særpræg ved muslimer til store samfundsproblemer.

Det handlede også dengang om de ca. 50 kvinder med burka. Andre eksempler var forslag om forbud mod, at dommere kunne bære tørklæde, forbud mod hensyn til muslimske børns spisevaner i børnehaverne, og at danske patienter på sygehusene burde kunne frabede sig at blive passet af indvandrere.

Det er en metode, som stadig bruges, men nu også af andre partier.

Burkaforbuddet er nu vedtaget ved lov af et flertal i Folketinget – et andet eksempel er Inger Støjbergs påtagne bekymringer for, at muslimernes faste under ramadanen er et stort samfundsproblem.

Men bortset fra regeringens løsgående missil i skikkelse af integrationsministeren tror jeg ikke på, at racistiske holdninger er blevet normen, hverken i regeringspartierne eller oppositionen.

Der er andre årsager til den aktuelle kampagne mod indvandrerne.

Det er i disse år en stærk trend i både Europa og resten af verden, at politik i stigende grad handler om at udgrænse, dæmonisere og nogle gange forfølge etniske mindretal.

Politikere skaffer sig politisk opbakning hos flertallet af befolkningerne ved at opfinde ydre eller indre fjender. De indre fjender skabes ved at opdele befolkningen i rigtige og forkerte borgere.

Med mere eller mindre racistiske påstande udskilles mindretal som værende helt anderledes end flertallet, hvilket kan begrunde, at de behandles anderledes og underlægges særlige krav og begrænsninger.

Udviklingen har været anført af nationalistiske og højreorienterede politikere og partier, men det er i stigende grad mainstream politikere, som deltager i hetzen.

Det er en udvikling, som nu også er kommet til Danmark.

Den stærke vækst i indvandringen i 1990’erne gav grundlag for Dansk Folkeparti, som fik støtte fra vælgere, der så på de nye medborgere med mistro.

Mange af dem stemte tidligere på Socialdemokratiet. Fremvæksten af DF førte til et systemskifte i dansk politik efter 2001, hvor den borgerlige fløj ved hjælp af DF sikrede sig regeringsmagten.

Tidligere kunne Venstre overlade det til DF at føre en indvandrerfjendsk retorik, der tiltrak de for et flertal nødvendige vælgere med negative holdninger til indvandrerne, men situationen ændredes i løbet af 2017 af to grunde.

Grundlaget for ghettoplanen er falske og udokumenterede påstande

Den ene var, at blå blok var bagud i meningsmålingerne, den anden, at Socialdemokraterne begyndte at konkurrere med DF om at bruge en negativ retorik over for indvandrerne.

Hvor Venstre tidligere kun har været aktiv i at udmelde ambitioner om at begrænse indvandringen, har de nu også meldt sig på banen med at demonstrere en negativ holdning til etniske minoriteter.

Ghettoplanen er regeringens svar på, hvordan den positionerer sig som kritisk over for indvandrerne uden at fremstå som generelt indvandrerfjendsk.

Den har den fordel, at det ikke er alle indvandrere, der er under anklage, men kun den del af dem, der bor i bestemte boligområder med mange indvandrere. Nøgleordet i planen er ordet ’parallelsamfund’.

Det er et ord, som også andre politikere har brugt, men ingen har ulejliget sig med at forklare, hvad det betyder, og medierne har ikke afkrævet politikerne et svar. Det kan fortolkes som forblommede anklager om, at beboerne i visse boligområder bevidst har søgt sammen for at unddrage sig og modarbejde det danske samfund og dets værdier.

I indledningen til ghettoplanen står der således: »Vi har i årtier lukket for mange flygtninge og familiesammenførte ind i Danmark, som ikke er blevet integreret i det danske samfund. Og de har fået lov til at klumpe sig sammen i ghettoområder uden kontakt til det omkringliggende samfund, og der er slået huller i Danmarkskortet. Mange lever i større eller mindre isolerede enklaver. Her tager en alt for stor del af borgerne ikke tilstrækkeligt ansvar. De deltager ikke aktivt i det danske samfund og på arbejdsmarkedet. Vi har fået en gruppe borgere, som ikke tager danske normer og værdier til sig.«

I sin nytårstale anklagede statsministeren med bister mine beboerne i disse områder for ikke at ville Danmark.

Det var i årets vigtigste politiske tale, hvor en meget stor del af befolkningen hørte på, at denne skarpe anklage blev fremsat. Retorikken blev senere yderligere skærpet, da statsministeren i et interview i Berlingske udtalte, at »selve danskheden er truet«.

Der har altid været områder i byerne hvor de fattigste og socialt svage bliver opsamlet og hvor flertallet ikke vil bo. Det er også i alle andre lande her at indvandrere opsamles

Jeg har i mere end 20 år beskæftiget mig med forskning i udsatte boligområder.

Jeg har undersøgt indvandrernes boligpræferencer og årsagerne til, at vi har fået områder med mange indvandrere og få danskere.

Kun 2 pct. af indvandrerne ønsker at bo i boligområder med et flertal af indvandrere, og denne andel er også den samme blandt dem, der bor i områder med mange indvandrere.

Anklagen om, at de bevidst har valgt at bo i områder med få danskere, er således falsk.

Hovedårsagen til koncentrationen af indvandrere er for det første, at de oftest er henvist til at bo i almene boliger, fordi de ikke kan købe ejerboliger, og fordi det er sværere for dem at få adgang til private udlejningsboliger og andelsboliger.

For det andet er der stærk evidens for, at danskerne fravælger boligområder med indvandrere, og det begynder allerede, når andelen er over 20 pct.

Det betyder, at der har været flere ledige boliger her, og at det har været meget lettere for indvandrere at få en ordentlig bolig i disse områder.

Det er især indvandrere og danskere med lav indkomst og med få muligheder på boligmarkedet, som er havnet i disse bebyggelser.

Det er meget blandede områder med op til 70 forskellige nationaliteter og med et ofte stort gennemtræk.

De reelle problemer er ikke parallelsamfund, men arbejdsløshed og sociale problemer, negativ social arv hos børnene, utilpassede og kriminelle unge, samt skoler og institutioner, der er belastede af mange tosprogede og socialt belastede børn.

Det er problemer, som kommuner og boligselskaber med en stor indsats har haft en vis succes med at inddæmme, mens staten stort set har været fraværende i indsatsen siden starten af nullerne.

Opgaven er desuden ikke blevet lettere af, at mange af beboerne er blevet fattigere, som følge af at der er blevet skåret i de sociale ydelser, at politiindsatsen i områderne er blevet beskåret, og at det økonomiske pres på kommunerne har begrænset de ressourcer, man kunne sætte ind i de belastede skoler og institutioner med. Statsministeren har talt om, at problemerne i de udsatte områder er en følge af et kollektivt svigt.

Men det er kun Christiansborg, der har svigtet.

Den høje andel arbejdsløse i områderne påstår regeringen er en følge af parallelsamfund, som medfører, at man bliver mindre til rådighed for arbejdsmarkedet, når man bor i de udsatte områder.

Men det er ikke rigtigt. Sammenhængen er omvendt, man bor der, fordi man er arbejdsløs.

Der har været en omfattende europæisk forskning i, om beboere i udsatte boligområder bliver mere arbejdsløse af at bo der, men der er ikke fundet nogen særlig sammenhæng. Det er andre faktorer, som er afgørende for beskæftigelsen.

Det er heller ikke rigtigt, at beboerne i områderne er uden kontakt med omverdenen. En undersøgelse har således vist, at mere end 80 procent af de ikkevestlige indvandrere i områderne har danske venner og bekendte.

Grundlaget for ghettoplanen er således falske og udokumenterede påstande. En ting er, at man hermed har sat beboerne i en gabestok som værende udanske og yderligere har stigmatiseret bebyggelserne, en anden og måske endnu værre er de drastiske foranstaltninger, som man vil sætte i værk.

Regeringen har tilsyneladende gerne villet sende det signal, at de formastelige parallelsamfund fortjener en hårdhændet behandling.

Beboerne og deres børn skal fordrives fra de berørte boligområder, skoler og institutioner, selv om hovedårsagen til den høje andel af indvandrere i disse er, at danskerne fravælger at bo der og lade deres børn gå i institutionerne.

Det mest drastiske tiltag er kravet om at op til 10.000 almene familieboliger skal nedlægges i 16 såkaldte ’hårde ghettoer’ fordelt på 11 kommuner.

Det er 6 pct. af de almene boliger i disse kommuner, og det er boliger, som især bliver brugt af de allersvageste i samfundet.

Der er ikke fra regeringens side iværksat tiltag til at erstatte disse boliger, tværtimod vil man øge kommunernes udgifter ved opførelse af nye almene boliger, hvilket vil betyde en reduktion af det almene nybyggeri fremover.

Dertil kommer en omfattende regulering af, hvem der kan flytte ind i en meget større del af den almene boligmasse, som yderligere begrænser mulighederne for de fattigste.

I alle de 57 såkaldt udsatte boligområder, med 120.000 beboere, vil kommunerne nu ikke kunne anvise bolig til mennesker, der modtager offentlige ydelser.

I de samme områder vil de også få svært ved at komme ind via de almindelige ventelister, fordi man skal give fortrinsret til boligsøgende i beskæftigelse, pensionister eller studerende. I de 16 hårde ghettoer med i dag 46.000 beboere vil ydelsesmodtagere slet ikke kunne flytte ind.

Regeringens korstog mod parallelsamfund vil således betyde en væsentlig indskrænkning af boligmulighederne for de svageste i samfundet og give kommunerne store problemer med at løse boligsociale problemer.

Det virker, som om man tror, at sociale problemer forsvinder blot ved at sprede dem. I de store byer vil det betyde flere hjemløse, og at sociale problemer eksporteres til omegnen og yderkommuner.

Dertil kommer, at den formulerede målsætning for ghettoplanen, at »der ikke skal være ghettoer i Danmark i 2030«, er urealistisk.

Nu er der ikke andre end regeringen, der ved præcist, hvad de mener med ordet ’ghetto’, men man kan sige med meget stor sikkerhed, at der også i 2030 vil være boligområder med mange sociale problemer og mange indvandrere.

Der har altid været områder i byerne, hvor de fattigste og socialt svage bliver opsamlet, og hvor flertallet ikke vil bo.

Det er også i alle andre lande her, at indvandrere opsamles. Der vil også være sådanne byområder i fremtiden.

Selv om det skulle lykkes at ændre nogle af de nuværende udsatte boligområder markant, så vil de blive afløst af nye.

Der er mange andre almene boligområder, som også har en stor andel beboere på overførselsindkomst, men som ikke er på regeringens liste over udsatte boligområder.

De vil skulle modtage de udsatte boligsøgende, der er forment adgang til områderne på ghettolisten, og vil blive fremtidens udsatte boligområder.

Der er meget, der tyder på, at regeringens pludselige interesse for de udsatte boligområder, efter at indsatsen i mange år har været helt overladt til kommuner og boligselskaber, ikke kun skyldes et oprigtigt ønske om at gøre noget ved problemerne.

Ghettoplanen er først og fremmest et symbolpolitisk tiltag, der som led i den kommende valgkamp skal demonstrere, at regeringspartierne deler marginalvælgernes negative holdning til borgere med anden etnisk baggrund.

For at nå dette mål svækker man den almene sektor ved at nedlægge boliger og tømme Landsbyggefonden og ser stort på de negative virkninger af ghettoplanen for de svageste i samfundet.

Ghettoplanen er et udtryk for en ny tendens i dansk politik, hvor et flertal af partier bruger hetz mod mindretal som et legitimt middel i den politiske kamp om magten, og hvor statsapparatet bruges til at understøtte denne hetz.

Man lægger sig dermed i en trend, som især findes i flere europæiske lande med nationalistiske regeringer.

Man modarbejder desuden sine egne erklærede målsætninger om øget integration. Integration forudsætter inklusion, at minoriteterne føler sig velkomne og accepterede i samfundet.

Men regeringen anført af den såkaldte integrationsminister benytter sig af en eksklusionsretorik.

Det medvirker til at skabe modsætninger mellem den almindelige danske befolkning og indvandrerne og øger risikoen for, at der opstår en permanent etnisk underklasse på samme måde, som man har fået det med en stor del af den sorte befolkning i USA.

Det er kun takket være den nære integrationsindsats på arbejdspladser og i kommuner, boligområder og frivillige organisationer, at integrationen rent faktisk går fremad, alt imens landspolitikerne modarbejder den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts