Politiken skabte en sand verdenssensation, da avisen for 90 år siden sendte en 15-årig arbejdsdreng jorden rundt på egen hånd. Det blev startskuddet til en smuk karriere for drengen som eventyrer og kongelig skuespiller. Samtidig leverede jordomrejsen forlægget til en af verdens mest berømte tegneserier, Tintin.
Men koblingen af disse begivenheder volder kvaler i den pengemaskine, som er grundlagt på inspiration fra Politikens globale og dristigt anlagte rundfart.
Det er en sælsom historie, hvor fascinationen af litteratur, journalistik, vovemod og eventyr spiller sammen i en skæbnefortælling, som gennem ni årtier har betaget en hel verden.
Optakten var højst usædvanlig. Politikens forside fortalte 23. februar 1928 om 37 finske fiskere, der var reddet efter fem døgn på to isflager nær Estland. Ved siden af telegramhistorien bragte avisen en efterlysning til sit eget tillæg: ’Magasinet søger en rask Dreng til at rejse Jorden rundt’.
Han skulle være 15-17 år og kunne klare sig på engelsk og tysk.
I 100-året for forfatteren Jules Vernes fødsel – ham der skrev ’Jorden rundt i 80 dage’ – skulle den heldige dreng kaste sig ud i et virkeligt forsøg på at overgå den franske forfatters fiktive hovedperson Phileas Fogg og hans butler Passepartout.
Hundreder af Københavns mælkedrenge, bude og lærlinge stimlede samme eftermiddag ind på Rådhuspladsen og fyldte avisens foredragssal. Efter en skrap sortering var der to kandidater tilbage, Jørgen Halfdan og Palle. De var lige gode, skønnede redaktør Viggo Cavling og lagde to sedler i kollegaen Ove Rodes hat. Drengene holdt vejret, mens de rullede hver sit lod ud. På Palles stod der ’Rejser’.
Det gjorde han så.
Allerede en uge senere stod den rødhårede spejder Palle Huld på Hovedbanen med henblik på at stige på toget til Englandsfærgen i Esbjerg og herfra rejse videre jorden rundt.
Han havde fået orlov fra sit arbejde på lageret i bilfirmaet F. Bülow & Co. og var trukket i et skræddersyet jakkesæt med golfbukser og knæstrømper. På perronen vinkede hundredvis af nysgerrige og hans bekymrede mor, der havde bedøvet sig med sovepiller. Selv hans søskende, som havde drillet ham med øgenavnet Phileas Pjok, måtte knibe en tåre, da der blev fløjtet afgang.
Politiken havde bestemt, at Palle måtte rejse med alt, undtagen fly. Det var ikke et tidligt varsel om avisens aktuelle klimapolitik, men en ligestilling med vilkårene for Phileas Fogg.
Så det blev en hæsblæsende eventyrlig odyssé kloden rundt med alt, hvad der kunne trække, dvs. køre, sejle eller ride, via England gennem Canada, Japan, Kina, Manchuriet, Sibirien, Sovjet-Rusland, Polen og Tyskland. På det sidste stræk gennem et Sjælland i forårstøj blev læredrengen kørt i en funklende ny Cadillac fra Bülow & Co. og derefter båret af to betjente til en heltemodtagelse på Københavns Rådhusplads, hvor 20.000 begejstrede tilhørere jublede for en træt og lykkelig Palle oppe på Politikens balkon.
Rejsen havde varet 44 døgn, 13 timer og 53 minutter. Kun to gange sov Palle i en seng, der stod stille. Resten af tiden var han på farten. Undervejs havde aviser, blade og mikrofoner overalt lagt spalter og ører til historien om den danske spejderdrengs mirakuløse færd. Han tog også selv billeder samt sendte telegrammer og artikler hjem.
Et af rejsens højdepunkter kom, da han i Japan blev modtaget af Japans nationalhelt, den 83-årige admiral Togo, der havde sønderbanket den russiske flåde i 1905. Admiralen bød på småkager med japanske skrifttegn, som Palle ikke forstod. Så oversatte admiralen: »Krig er godt. Småkager er bedre«.
Med hjælp fra den rutinerede rejseforfatter Aage Krarup Nielsen fik Palle hurtigt banket historien ud af sin dagbog og ind i en bestseller, der udkom på 11 sprog. Jules Vernes franske forlag udnævnte ham til ’Phileas Foggs Overmand’, og Palle blev inviteret på triumftog til Stockholm, Hamborg, London og Paris. Her blev han modtaget af kongelige beundrere, af spejderbevægelsens stifter, selveste sir Robert Baden-Powell, og sammen med Jules Vernes sønnesøn, statsadvokat Jean Jules Verne lagde han en krans på forfatterens monument i Amiens.
I Belgien blev Palles jordomrejse skildret af journalist Charles Lesne i den ultrakatolske avis Det 20. Århundrede (Le Vingtième Siècle). Avisens chef var en abbed med Mussolini-sympatier. Artiklerne stod i bladets børne- og ungdomstillæg, der blev redigeret af Tintins skaber, den 21-årige tidligere spejder Georges Prosper Remi med kunstnernavnet Hergé.
Palle Hulds bog udkom i Frankrig i oktober 1928. Tre måneder senere, 10. januar 1929, trykte Le Petit Vingtième den første Tintin-stribe, og kort efter fulgte det første album om den kvikke ungreporters rejse til Sovjet-Rusland.
Charles Lesne huskede Palles stormende hjemkomst til Politiken, og igen da Palle kort derefter landede på Gare du Nord i Paris. Da den første historie om Tintin nåede til hovedpersonens hjemkomst fra Sovjet, arrangerede reporter Lesne 8. maj 1930 en lignende modtagelse i virkeligheden, hvor over tusind unge læsere mødte frem på Place Rogier over for Gare du Nord i Bruxelles for at hylde en lokal spejder klædt ud som Tintin. Så gik virkelighed og fantasi i ét.
Tegneserieheltens lighed med Palle Huld var slående – helt ned til hans ternede tøj med knickers, hans lange frakke, en sixpence kasket over den røde manke, og ikke mindst hans billeder fra steder, hvor Hergé aldrig havde sat sin fod.
Inspirationen fra Palle var tydelig. Den belgiske Tintin-ekspert Philippe Goddin kalder den ’sandsynlig’.
Ja, det tror pokker. Det er mildt sagt, monsør!
I 90 år har Tintin-historierne gået deres sejrsgang over det meste af kloden med cirka 250 millioner solgte album, fulgt op af bøger, lærde analyser, teater, hørespil, TV-serier, vidt forskellige film af Steven Spielberg og danske Anders Østergaard samt alskens tingeltangel fra plakater til T-shirts og sokker eller kaptajn Haddock i helfigur.
Indtil september i år havde Brandts i Odense en stor flot Hergé-udstilling, der blev åbnet af kronprins Frederik, som røbede, at han »fik Tintin ind lige efter modermælken – læst op på fransk«.
Jordomrejsen gjorde den senere kongelige skuespiller Palle Huld til en ivrig eventyrer. I pauserne fra teatret sprang han gerne på en dansk Nimbus-motorcykel og drønede med kollegaen Elith Foss rundt om Middelhavet og på lange spændende ture gennem Mellemøstens uvejsomme ørkener og spraglede byer. Fra 1945 og resten af livet var de to kumpaner medlemmer af Eventyrernes Klub.
Som redaktør af klubbens jubilæumsbog ’DE EVENTYRLIGE. Jorden rundt i 80 år med Eventyrernes Klub’ ville jeg i bogen riste en længe fortjent rune over Palles bedrifter og inspirationen til Tintin. Jeg fik kunstner og klubmedlem Lars Christian Kræmmer til at gentegne Axel Mathiesens forside på Palle Hulds 90-årige bestseller, nu med Tintins letgenkendelige hoved. Skitsen sendte jeg til Tintin-koncernen, Moulinsart, i Belgien i den hensigt at bruge den færdige tegning i jubilæumsbogen.
Så var fanden løs i Møllenborg.
Tintin må ikke kopieres, lød det. Ganske vist florerer der hver dag tusindvis af falske Tintin-forsider på Nettet i mere eller mindre groteske udgaver, fra det pornografiske til en knælende Tintin, der i orange kedeldragt får halsen skåret over af en bøddel i Islamisk Stat. Disse forsider lader sig næppe stoppe eller retsforfølge. Tegnerne er anonyme, som en slags digitale graffiti-hærværkere.
Helt anderledes med kopier på tryk.
Således blev den hollandske fanklub ’Hergé Genootschap’ med 700 abonnenter i 2009 stillet over for en stævning, et betalingskrav og en bøde på tilsammen en million kroner, indtil appelretten anerkendte, at Hergé i 1942 havde overladt kopiretten til sine Tintin-hæfter til forlaget Casterman, ikke til Moulinsart. Efter en lang retstvist indgik fanklubben og koncernen i november 2017 et forlig, der anerkender Hergés enke, Fanny Rodwell, som arving til eksmandens »illustrationer og andet indhold« bortset fra de trykte Tintin album, der tilhører Casterman.
Men Moulinsart forfølger stadig selv den venligste nytolkning af Hergés værker på etablerede forlag, hvis de drister sig til at fabulere videre uden at have fået lov. Firmaet går langt videre end eksempelvis Walt Disneys figurer, som er blevet alle børns eje.
»Selv om vi finder denne anmodning meget venlig, kan vi ikke give tilladelse til at bearbejde Hergés værk«, svarede talskvinden, Delphine Maubert, da jeg kontaktede Moulinsarts jurist. I en senere mail ændrede hun det til, at »dette handler ikke om jeres forespørgsel, det er vores princip og Hergés ønske«.
»Splitte mine bramsejl«, som kaptajn Haddock ville brøle. Det holder jo ikke en meter køligt kølvand. Moulinsart sælger gerne ud, hvis bare der følger nok penge eller prestige med. Det nød Kim Larsen og Gasolin’ godt af på et pladeomslag i 1971.
Hergé røbede aldrig, hvordan han fik inspiration til Tintin-figuren. »Tintin c’est moi!« lød hans mantra.
I dag hæger hans arvtagere i Moulinsart om Hergés originalitet. Det er der penge i, milliarder faktisk, og misbrug af koncernens ophavsret bliver takseret prompte og dyrt ved den nærmeste domstol.
På Tintins officielle hjemmesider er der flere omtaler af Palle Huld, men ikke som inspiration til tegneserien.
Et vigtigt bevis herfor sikrede Moulinsart sig ved et besynderligt møde, der blev filmet den 11. januar 2009 på plejehjemmet Sølund på Nørrebro. Den officielle anledning til besøget var 80-års dagen for den første Tintin-stribe. Ind i Palle Hulds lille stue med gammeldags hygge troppede koncernens absolutte top fra Belgien op: den administrerende direktør Nick Rodwell og hans kone Fanny, der var Hergés enke og anden kone, ledsaget af koncernens jurist Yves Fèvrier samt et dansk kamerahold.
Samtalen med den danske eventyrer er lagt på hjemmesiden og YouTube. Den åbne del af optagelsen er ret intetsigende. Ifølge hjemmesiden handlede det om ’at finde ud af, om han og Hergé havde mødt hinanden’, men den skjulte dagsorden var snarere at sikre sig Palle Hulds ord for, at han aldrig selv havde mødt Hergé. Det var sidste chance. Palle Huld var 96 år.
»Han forstod ikke en brik«, fortæller sønnen, Peder Huld. »Far var glad for at få besøg, men var ikke klar nok til at vide, hvad dette gik ud på«.
Herefter kan Moulinsarts hjemmesider konkludere således:
»Hergé har bestemt ikke været ligeglad med den danske spejders eventyrlige oplevelser – han var selv en entusiastisk spejder. Han har dog aldrig nævnt Palle Huld som inspiration. Hergé har på intet tidspunkt mødt Palle Huld. Den eneste forbindelse, som vi indtil nu har kunnet fastslå, er, at Palle Hulds bedrifter blev offentliggjort under hans jordomrejse i avisen Le Vingtième Siècle. Det er ikke udelukket, at Hergé har kunnet læse et eller andet telegram og ladet sig stimulere af et sådant eventyr rundt om kloden«.
Et telegram kan ikke udelukkes? Jamen det er jo mageløst.
Hergé var redaktør på avisens børnesektion og har selv redigeret Palle Hulds historie ind i spalterne. Det er åbenlyst, at Hergé har været mere end almindeligt interesseret i Politikens og Palles vovede og banebrydende projekt. Med alle sine talenter kastede han sig over Palles historie, der ændrede hans eget liv totalt.
Hvor er det dog småligt af den koncern, der i den grad har scoret kassen i kølvandet på Politikens initiativ og Palle Hulds oplevelser, som de begge så gavmildt har delt ud af – alle Hergés talenter ufortalt. For Moulinsart havde det groteske mediestunt i den gamle eventyrers hjem ved Sortedamssøen øjensynligt et gustent økonomisk formål: at sikre sig mod eventuelle krav fra Palle Huld eller hans efterkommere.
Det var ganske overflødigt.
»Far tænkte slet ikke i de baner«, siger sønnen, Peder Huld.
»Han var glad for de håndører, han fik en gang imellem for sin rolle i en gammel film. Pludselig kunne der dumpe 175 kroner eller sådan noget ind«. Selv fik Peder Huld og hans halvsøster Karina 9.000 kroner »og en del ballade fra Udbetaling Danmark« for et genoptryk af deres fars bog i 2012.
Palle Huld var en munter levemand med let gang på jorden. Han fandt allerede et motto for sit liv, da han som 15-årig inde på Politiken så den ene mælkedreng efter den anden blive kasseret og vist hjem. En af drengene trak op i bukserne og udbrød, inden han luskede ud: »Skide være med det, så går vi hjem til smørbutikken igen«.
Unge Palle tog ordene til sig, og hvis det skete senere i livet, at en ønskerolle på Det Kongelige Teater gik til rivaler som Mogens Wieth eller Ebbe Rode, tænkte han det samme: … så går vi hjem til smørbutikken igen.
Som dreng havde han selv oplevet, hvordan faderen gik fallit, så familien måtte flytte fra skibsredernes Hellerup til sømændenes Nyhavn. Det gjorde ondt. Fattigdom var værre end småkager.
Tilbage på Sølund var gamle Palle glad for besøget af de fremmede fra Belgien med deres kamera og underlige spørgsmål. Han så besøget som en bekræftelse på, at Tintin var skabt på inspiration af den jordomrejse, der blev hans eget livs helt store eventyr.
I den sikre forvisning sov Palle Huld stille ind 26. november 2010.
fortsæt med at læse
