Gennem de seneste årtier er der skabt en større forståelse for menneskehedens fælles udfordringer, men også en forestilling om, at disse udfordringer kan løses – og vil blive løst – gennem videnskabelige og teknologiske landvindinger og politiske beslutninger.
Vi almindelige mennesker behøver ikke gøre noget, vi skal bare fortsætte med at købe de nyeste produkter og fortsat stemme på de samme politikere. Desværre tyder alt på, at denne forestilling er en illusion, og at den eneste måde, disse udfordringer reelt kan løses på, er ved, at vi ændrer vores levevis. Men det kræver, at vi selv vil, for der er ingen kommercielle eller politiske interesser i at gøre noget, som vi forbrugere og vælgere ikke vil.


























