I 2004 udskrev det amerikanske forsvarsministerium en konkurrence, hvor deltagerne skulle dyste om at udvikle en selvkørende bil, der på egen hånd kunne navigere gennem den amerikanske Mojaveørken. Konkurrencen udviklede sig til en ren katastrofe. Ikke en eneste af de deltagende biler, som var udviklet på førende amerikanske forskningsuniversiteter, gennemførte løbet. Bilerne ramlede ind i sten, kørte i grøften eller trillede rundt på siden.
Året efter vendte deltagerne tilbage til Mojaveørkenen med nye biler, og denne gang var det, som om der var sket et mirakel. Hele fem biler gennemførte løbet, og stort set alle bilerne kørte væsentligt længere end bilerne i 2004.




























