Kampen for ligestilling har nok en minister, men posten rangerer så lavt, at området ikke har sit eget ministerium. Ligestilling har ingen departementschef, men må nøjes med en afdelingschef som højest rangerende embedsmand.
Derfor flytter ligestilling rundt mellem de ministerier, som den nyudnævnte minister først og fremmest er minister for. Da Jytte Andersen som den første blev minister for ligestilling, rykkede Ligestillingsafdelingen ind i By- og Boligministeriet, og da Anders Fogh Rasmussen udpegede den konservative Henriette Kjær som sin første minister for ligestilling, rykkede området ind i Socialministeriet.




























