Coronakrisen har budt på ændringer i styrkeforholdet mellem regeringen og Folketinget. Ud over ændringerne i epidemi- og straffeloven har regeringen for eksempel stået i spidsen for forhandlingerne af et stort antal hjælpepakker og senest planerne for genåbningen.
Selv om der gradvist er sket en større inddragelse af oppositionen, er kritikken af de nye spilleregler for det politiske arbejde der fortsat. Det er blevet påpeget, at styrkelsen af regeringens handlemuligheder i forhold til at håndtere covid-19 er sket uden nævneværdig demokratisk kontrol og reelt har ført til en svækkelse af Folketinget. Samtidig har der fra eksperters side været rejst tvivl om nogle af de skrappe tiltags nødvendighed.


























