En spånplade er mest af alt en rimelig gængs vare i ethvert byggemarked, der kan være nyttig i mange gør-det-selv-projekter. Og i hvert fald ikke noget, som vi havde forestillet os skulle finde vej til en kronik om vores politiske pejlemærker for, hvordan vi genopretter dansk økonomi.
Men corona har vendt op og ned på mange ting. Og et sted i Fredericia er et vinduesparti blevet udskiftet med en spånplade, der fortæller en meget større historie om dansk erhvervsliv. Og som måske indeholder kimen til svaret på, hvordan vi i Danmark ikke må lade krisen gå til spilde, men tværtimod skal bruge de muligheder, der opstår.




























