0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Socialdemokratiets kulturordfører: Selvfølgelig er der lige så meget kultur i håndbold som ballet

Der findes ikke en modsætning mellem teatret og håndboldhallen. De er begge en del af de institutioner, der sammen skaber et kulturliv i Danmark, der er mangfoldigt og åbent over for alle.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Nogle elsker ballet.Andre elsker sport. Men begge dele er en del af det mangfoldige danske kulturliv.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

­­­

Hvad er forskellen på en aften i Det Kongelige Teater og en aften til håndboldtræning i den lokale håndboldklub? Forskellene er selvfølgelig mange, og selvom Det Kongelige Teater og håndbolden set udefra måske er forskellige og ikke har meget tilfælles, så deler de alligevel dét, at de begge er en del af dansk kulturliv. Om man bedst kan lide håndbold eller Svanesøen, det er op til den enkelte, men begge skaber de det kulturliv, som vi i Danmark kan være stolte af.

Selvom kulturkommentatorer og meningsmagere har travlt med at skille de to ting ad, så hører de sammen og indgår sammen med alt lige fra performanceteater til biografer og videre til vandpolo som en del af det kulturliv som vores velfærdssamfund har skabt rammen om i mange år. Og som vi har alverdens grund til at være hamrende stolte af.

Derfor er der lige så meget kultur i en håndboldhal, som der er i Det Kongelige Teater. For de er hver især en uundværlig del af det danske kulturliv.

Lad mig gøre en ting klart. Mit sigte med dette indlæg er ikke at grave grøfter i det danske kulturliv, ej heller er det at gøre mig til smagsdommer over, hvilken del af kulturen der er bedre end andet. Det er et subjektivt valg, som alle borgere i Danmark heldigvis selv kan tage stilling til.

Mit sigte med dette indlæg er tværtimod at skabe debat og forklare den socialdemokratiske fortælling om kulturen, og hvorfor den er så vigtig for vores samfund. For Socialdemokratiet har kulturlivet altid spillet en central rolle for sammenhængskraften og for det fællesskab, der binder vores velfærdssamfund sammen.

Spørgsmålet om, hvorfor der er lige så meget kultur i en håndboldhal, som der er i teatret, har skabt stor debat, og det kræver en forklaring og en fortælling, som jeg gerne i dette indlæg vil give mit bud på. Men for at jeg kan gøre det, er der først behov for, at vi sætter lidt ord på, hvad det er, kulturen kan.

Kulturen er for mig først og fremmest fællesskaber – en lang række af forskellige fællesskaber, som tager mange former og skabes på hver sin måde. Kulturen er samtidig også dannelse og er – sammen med familien, arbejdspladsen og skolen – her, hvor vi finder ud af, hvem vi selv er, hvad der definerer os, og hvad der udvikler os.

Håndboldklubben er både fællesskab og dannelse – ligesom det Kongelige teater både er dannelse og fællesskab. Derfor er der ’lige så meget’ kultur i begge – men åbenlyst ikke den samme kultur. Og heldigvis for det.

Selvom Danmark er et mere et lige land end så mange andre, så er der stadig alt for store forskelle mellem rig og fattig, dem med de lange uddannelser og dem uden, mænd og kvinder, land og by, oprindelige og nye danskere.

Når vi alligevel på tværs af vores forskellige baggrunde, ophav og muligheder står sammen om den særlige danske samfundsmodel, så skyldes det vores stærke fællesskab. Og her spiller kulturen en nøglerolle. For kulturen er limen i det store fællesskab.

Kulturlivet skaber tusindvis af små fællesskaber rundt i hele Danmark. Fra badmintonklubben og den frivilligt drevne biograf til kunstforeningen i provinsbyen og det lokale spillested har de det tilfælles, at de på trods af vidt forskellige aktiviteter og formål samler danskerne i fællesskaber.

Hvor vi mødes, taler sammen, ser hinanden i øjnene, skaber noget sammen – på trods af hver vores baggrund, tro og holdning. Den brede opbakning til den danske samfundsmodel hviler i sidste ende på danskernes kendskab, forståelse og respekt for dem, der ikke ligner én selv. Og her kan de frivillige, men alligevel forpligtende, fællesskaber noget helt unikt.

Det er disse fællesskaber, som vi alle er en del af på kryds og tværs, og derfor er disse fællesskaber ikke bare en uundværlig del af kulturlivet, men også af det store fællesskab, som er forudsætningen for vores samfundsmodel.

Men kulturen er mere end fællesskaberne. Det er samtidig også en helt afgørende scene for dannelsen af hver enkelt borger til at være fri, stærk og oplyst.

Siden jeg var barn, har jeg været engageret i det frivillige foreningsliv. Her lærte jeg både at spille håndbold og fodbold, men også om demokrati og medbestemmelse.

Jeg fik med mit engagement i det frivillige foreningsliv en unik dannelse, der lærte mig om forskelle mellem mennesker.

Jeg mødte andre børn og unge med andre baggrunde end den, jeg selv kom fra, og jeg lærte, at vi på trods af vores forskelligheder kan skabe noget sammen.

Kulturen er for mig først og fremmest fællesskaber

Hvis man går til håndbold en gang om ugen i den lokale håndboldklub, så lærer man om fællesskabets styrke ved at spille på samme hold og arbejde sammen. Man lærer, at selvom de andre spillere ikke kommer fra samme baggrund og har samme forældre som en selv, så kan man, hvis man arbejder sammen, skabe noget større.

Det samme gør sig gældende, hvis man er aktiv i den lokale teaterforening, hvor fællesskabet og samarbejdet også er i højsædet. En forestilling hænger kun sammen, hvis man arbejder sammen og hver især giver noget af sig selv til fællesskabet.

Fællesskabet i fodboldklubben og teaterforeningen har også det tilfælles, og som er helt afgørende for dannelsen af demokratiske medborgere, at vi sammen ejer foreningen.

Det er medlemmerne, som i fællesskab er ejere og må tage ansvar for foreningens virke, udvikling og overlevelse.

Ligesom det er os, som borgere, der i sidste ende ejer demokratiet. Den demokratiske dannelse i det ’lille’ demokrati i foreningslivet er helt afgørende for evnen til at deltage i det ’store’ demokrati, ikke blot ved at stemme til valg, men også ved at tage aktiv del i og medejerskab for samfundet.

Den demokratiske dannelse finder også sted i kunsten, hvor en film, en teaterforestilling eller et kunstværk kan provokere eller sætte spørgsmålstegn ved vores fortid, samtid eller fremtid og skabe en samtale om samfundets udvikling.

Men dannelsen handler naturligvis om andet og mere end den demokratiske dannelse. Det er også den mere personlige udvikling – hvem er jeg?

Hvilke værdier vil jeg leve efter? Hvilken kæreste, forælder eller ven vil jeg gerne være over for mine nærmeste? Og her er både de frivillige fællesskaber og kunsten afgørende for dannelsen af det enkelte menneske. Som spejder får man gode værdier som venskab, lederskab og selvtillid med sig.

På en kunstudstilling skal man holde sig for øjne og ører, hvis man ikke skal gå derfra med tanker og spørgsmålstegn ved sig selv og menneskets væren. Og selv den mest Hollywood-stereotype romantiske komedie sætter alligevel gang i tankerne om kærlighedslivet.

For mig selv er det særligt den gode roman, der kan holde tankerne kørende flere uger, efter den sidste side er læst med de store spørgsmål om, hvem jeg egentlig gerne vil være. For andre er det sikkert noget andet. Pointen er, at kunsten kan være et spejl på os selv, være et frirum til de store tanker – og er helt uundværlig for dannelsen af et frit, oplyst og stærkt menneske.

Kunsten kan være et spejl på os selv, være et frirum til de store tanker

Vores mange fantastiske museer, biblioteker og folkehøjskoler har samtidig den for ethvert samfund så centrale opgave at videregive og formidle vores historie og kultur til den næste generation.

At gøre historien levende og relevant for både at skabe en forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi er på vej hen, er en demokratisk kerneopgave, hvor kulturlivet og vores kulturinstitutioner sikrer, at den næste generation ikke står rodløse og forvirrede som aftagerne af den danske kultur.

Idrætsforeningerne og madklubber for børn bidrager på hver deres måde til dannelsen af bevidsthed om krop, sundhed og ernæring. Musikklubben eller balletskolen giver os nogle konkrete kompetencer, men er samtidig også dannende for en forståelse af musikken eller dansens eget sprog. Og sådan kan man fortsætte. Alle aspekter af vores kulturliv giver på hver sin måde dannelse og udvikling.

Men kulturen er naturligvis ikke kun sat i verden for at skabe oplysning, dannelse og fællesskaber. Det er også solskinnet på en regnvejrsdag. De professionelle kulturarbejdere skaber også underholdning og glæde og giver os unikke oplevelser.

Vi glemmer ofte, at alle vores kulturprofiler mange gange er skabt af det samme fællesskab. Vores OL-deltagere, der alle er eliteatleter på højt plan, startede alle i den lokale idrætsforening. De største skuespillere, som Danmark har at byde på, har alle med stor sandsynlighed haft deres barnegang i en af de mange tusinder af ungdomsforeninger, som skaber fundamentet for vores kulturliv.

Solodanseren Alban Lendorf, der spillede prinsen i Det Kongelige Teaters opsætning af ’Svanesøen’ gik til fodbold, før han som 12-årig startede sin balletkarriere. Mikkel Hansen, der gang på gang scorer mål, når det danske herrelandshold i håndbold spiller slutrunder, startede sin håndboldkarriere i den lille håndboldklub Helsingør IF.

Disse to eksempler understreger sammenhængskraften i vores samfund og de fællesskaber, som vi alle, på et tidspunkt i vores liv, stifter bekendtskab med.

Alban Lendorf og Mikkel Hansen kommer ikke fra samme baggrund, de har ej heller valgt samme vej i livet, men de har begge været i kontakt med det danske kulturliv, siden de var helt unge, og dermed også været i kontakt med nogle af de samme afgørende værdier, vores samfund bygger på.

I Danmark skal vi være stolte af, at det er i kulturlivet, hvor vi mødes på kryds og tværs. Alle børn og unge har muligheden for at engagere sig i en kulturaktivitet. Om det er håndbold, fodbold, amatørteater eller billedkunst, det afgørende er muligheden.

For uanset valget af engagement, så skaber de forskellige fællesskaber hele mennesker, og de, der virkelig engagerer sig og samtidig har talent, skaber senere det professionelle kulturliv, som vi alle holder så meget af.

Det er en kernefortælling om vores velfærdssamfund, der netop eksisterer i disse fællesskaber, hvor vi mødes. Det skal vi ikke tage for givet. Styrken i vores samfund er netop, at bagerens og topdirektørens søn begge mødes på samme hold i den lokale idrætsklub, at balletundervisning ikke kun er en fritidsaktivitet, der er de rige forundt, og at adgangen til museer og koncerter gælder for alle i vores samfund.

Vi skal huske på, at de 760.000 gæster, der besøgte Det Kongelige Teater i 2019, og de over 15.000 tilskuere, der i 2019 så Danmark tæske Georgien 5-1 i Parken, alle kommer fra forskellige dele af samfundet. Det skal vi omfavne og styrke, for der er mange andre lande, der kigger misundeligt på de fællesskaber og lige muligheder, vi har skabt igennem generationer.

At vores spydspidser i dansk kulturliv har været i berøring med de samme værdier, er én ting. Men at deres optrædener skaber de samme følelser, er en anden ting. Kulturen skaber nemlig også fællesskaber, når vi oplever den sammen.

Det er en helt særlig følelse af fællesskab, jeg får, når jeg sammen med gode venner ser en landskamp i Parken, følelsen af at være en del af noget større, at være fælles om at heppe og holde med ens land er unikt. Den fællesskabsfølelse frembringes også under en forestilling i teatret. Følelsen af at have oplevet noget, der mange gange er større end en selv.

Når man står i foyeren efter en forestilling og kan høre de andre gæster snakke om forestillingen, bevægede, inspirerede og imponerede.

Det er de samme følelser, der opstår under en koncert på Roskilde Festival, hvor tusinder synger i kor, mens solen går ned bag Orange Scene. Og det er den samme følelse af fællesskab, der rammer mig, når Phillip Faber spiller op til fællessang på DR. Det kan noget særligt, når kulturen på tværs gør fællesskabet til noget, man kan mærke helt ind i hjertet.

Det kan lyde som en kliché, men det er dét, som kulturen kan, og derfor er der ingen modsætninger mellem den kultur, der er i en håndboldhal, og den kultur, der er på den gamle scene på det kongelige teater. Tværtimod frembringer de de samme store og ubeskrivelige følelser i os alle.

I debatten om, hvad der er kultur, og hvad der ikke er kultur, bliver kulturen ofte sat i stedet for kunsten. For hvor kulturen er omfavnende og bred, er kunsten subjektiv. Nogle mener, at Marco Evaristtis værk Helena, som bestod af ti blendere med dertilhørende levende fisk i, ikke var kunst.

Andre mente, at det var kunst. Nogle mennesker kan lide at gå på ARoS, andre foretrækker Thorvaldsens Museum, og jeg er sikker på, at der findes dem, der mener, at det er kunst, når Lionel Messi dribler med en fodbold, eller når Hans Lindberg scorer fra fløjen i en slutrunde. Nogle mennesker er die-hard fans af Nik og Jay, andre mener, at Shu-bi-dua er bedre.

Hvem siger, at man ikke både kan være til håndbold og teater?

Hver for sig skaber kunsten debat og med rette. For vi skal ikke være enige om alt, men vi kan være fælles om meget. Der, hvor kunsten splitter os, så samler kulturen os. For selvom ovenstående eksempler kan skabe stor debat, så er de alle en del af kulturen. Uanset om man er til Lindbergs fløjmål eller Evaristtis guldfisk.

Der findes ikke en modsætning mellem teatret eller håndboldhallen, de skaber kulturen og kulturlivet sammen. De er begge en del af de institutioner, der sammen skaber et kulturliv i Danmark, der er mangfoldigt og åbent over for alle.

At nogle mennesker foretrækker Svanesøen frem for en håndboldkamp, er på sin plads, men begge oplevelser skaber de samme følelser i os, og det skal vi stå sammen om, ikke splitte. Derfor er det også mit håb, at vi fremover kan diskutere, hvordan vi skaber endnu bedre rammer for udviklingen af vores kulturliv og giver flere muligheden for at opleve mere af det.

For hvem siger, at man ikke både kan være til håndbold og teater?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts