0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tag et opgør med tavshedskulturen i det offentlige

Skandalerne i FE og Integrationsministeriet viser, at der er noget helt galt i det offentligt. Offentligt ansatte bør have ret og pligt til at sladre til Ombudsmanden, hvis de ser problemer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Instrukskommissionen forsøger at afdække sagen om Inger Støjbergs (V) instruks om at tvangsadskille unge asylpar.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

To markante sager i statens forvaltning af Danmark synes at indikere, at der er noget rigtigt galt. Fra forsvarsområdet er det dels straffesagen mod den tidligere hærchef, generalmajor H.C. Mathiesen, der 24. august fik skærpet sin fængselsstraf fra 2 til 3 måneder i Vestre Landsret, og dels indikationer af omfattende og vedholdende ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste, der samme dato førte til, at efterretningschefen Lars Findsen plus to ledende medarbejdere blev hjemsendt og fritaget for tjeneste.

Forsvarsministeren har i tilknytning hertil besluttet, at der skal gennemføres en nærmere undersøgelse af den omfattende og stærkt kritiske udredning fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som umiddelbart førte til hjemsendelsen af de tre fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Inden 24. august var gået, blev også departementschefen i Forsvarsministeriet, Thomas Ahrenkiel, der 1. september skulle overtage ambassadørjobbet i Berlin, hjemsendt.

Den anden mulige skandalesag vedrører beslutningen om at adskille asylsøgende par, hvoraf en af parterne var mindreårig, og som offentligheden fik kendskab til via en pressemeddelelse fra 10. februar 2016.

Ifølge pressemeddelelsen var der tale om en undtagelsesfri adskillelse, og denne blev også forstået som en instruks, dvs. en tjenesteordre.

Tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg har imidlertid over for den kommission, Instrukskommissionen, der skal undersøge sagen, hævdet, at pressemeddelelsen blev suppleret af andre instrukser, hvorefter der blev åbnet for, at der ikke skulle ske en undtagelsesfri tvangsadskillelse. Men en række vidneudsagn over for Instrukskommissionen indeholder en række indikationer af, at det ikke er korrekt.

Her skal der ikke tages stilling til den afsagte dom, de foretagne hjemsendelser eller det mulige resultat af Instrukskommissionens undersøgelser.

Fokus er derimod på det åbenbare fællestræk ved alle tre sager, der måske er endnu mere urovækkende end de mulige lovbrud o.lign.: at alt for mange højt placerede personer med kendskab til disse sager undlod at informere, så offentligheden kunne få kendskab til de mulige ulovligheder, så der hurtigt kunne sættes en stopper herfor.

I den sammenhæng skal det dog anføres, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne i november 2019 fik materiale om forholdene i Forsvarets Efterretningstjeneste fra en eller flere whistleblowere.

Dette har åbenbart været helt afgørende for, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne har kunnet føre et reelt tilsyn. Men i betragtning af, at lovbruddene allerede var sket i hvert fald fra 2014, er det langtfra tilstrækkeligt at basere sig på whistleblowere.

Offentligt ansattes ytringsfrihed er et ofte diskuteret emne. Det skyldes ikke mindst, at der blandt offentligt ansatte er stor usikkerhed om grænserne for ytringsfriheden og de konsekvenser, som ytringer kan have, når det især drejer sig om adgangen til at ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads.

Det kommer bl.a. til udtryk ved, at Justitsministeriet i 2016 præciserede ’Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed’, ligesom ministeriet i 2019 sendte et udkast til nyt afsnit 9, ’Offentligt ansattes meddeleret og whisteblowing’ i vejledningen til høring.

Omfattende kritik af dette udkast med henvisning til, at dette ikke fjernede usikkerheden vedr. forståelsen af afsnit 9, har ført til, at afsnittet endnu ikke er ændret.

Offentligt ansattes ytringsfrihed indgik også som et centralt emne i Ytringsfrihedskommissionens betænkning (Betænkning nr. 1573) fra i år. Selv om det var et centralt emne, er det bemærkelsesværdigt, hvor nærmest opgivende kommissionen var over for at komme med forslag til, hvordan der kunne rettes op på de utilstrækkelige rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed, som kommissionen også konstaterede.

Et flertal i kommissionen anbefalede dog, at der skulle tænkes nyt og iværksættes et lovgivningsinitiativ for at sende et vigtigt og værdifuldt signal til de offentligt ansatte og deres ledere om, at de har politisk opbakning til at gøre brug af deres ytringsfrihed.

Derudover skulle lovgivningsinitiativet indeholde en mere overskuelig tilgang til de relevante regler og praksis samt vejledning om det nærmere indhold af ytringsfriheden. Endelig skulle initiativet ses i sammenhæng med EU’s direktiv om en whistleblowerordning.

Men som det fremgår, var der overhovedet ingen konkrete forslag fra flertallets side. Mindretallet gav udtryk for, at lovgivningsinitiativer kun i ringe grad kunne løse problemet med offentligt ansattes ytringsfrihed, idet der dog blev henvist til behovet for en holdningsmæssig ændring. Så kort fortalt: Ytringsfrihedskommissionen meldte pas.

Denne pasmelding kom, selv om Ytringsfrihedskommissionen med udgangspunkt i foreliggende undersøgelser måtte konstatere, at der alt efter undersøgelse var mellem en fjerdedel og halvdelen af de offentligt ansatte, der havde oplevet uholdbare forhold på deres arbejdspladser.

Imidlertid var der kun et mindretal heraf – fra 5 til 20 pct. – der på en eller anden måde rent faktisk havde påtalt dette.

Hertil kom, at denne andel har været faldende. Så problemet er ikke blevet mindre, men større, hvad der måske skal ses i sammenhæng med en mere centraliseret ledelse i det offentlige.

Hovedårsager til, at offentligt ansatte er tilbageholdende med at kritisere forholdene på deres arbejdsplads – og dermed lægge bånd på deres ytringsfrihed - er: identifikation med arbejdspladsen, frygt for dårligt arbejdsklima, loyalitetspligten og efter min opfattelse især frygt for karrieremæssige konsekvenser, som det jo også er kommet frem i de i indledningen nævnte sager.

En af de undersøgelser, som Ytringsfrihedskommissionen trækker på, er fra Roskilde Universitet fra 2017 og har i år fået en ekstra aktualitet, der supplerer de problemstillinger, der her præsenteres med udgangspunkt i de i indledningen anførte sager.

I denne undersøgelse konkluderes bl.a., »at der både inden for den offentlige og den private ældrepleje er en udbredt tavshedskultur, hvor medarbejderne kun i meget begrænset omfang ytrer sig om kritisable forhold til offentligheden. Det skyldes formentlig først og fremmest, at medarbejderne frygter de negative konsekvenser, hvis de udtaler sig offentligt«. Betænkning 1573, side 574.

28. juli sendte TV 2 dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’, som viste den grove behandling, som den 90-årige Else og den 91-årige Niels blev udsat for. Også denne sag viser, hvor essentielt det er, at der ikke er en tavshedskultur i offentlige institutioner.

Der må gøres op med tavshedskulturen i det offentlige – ikke blot tales herom

Derudover burde den i tillæg til de i indledningen nævnte sager også være en øjenåbner for, at der er behov for konkrete forslag til at bryde tavshedskulturen. Det er ikke nok med de løse anvisninger, som Ytringsfrihedskommissionen kom med.

Endvidere viser sagen, at det nok ikke er tilstrækkeligt at ændre ledelsesforholdene på plejehjem med bestyrelser eller lign. – uden brud med tavshedskulturen vil vi givetvis gang på gang blive præsenteret for uholdbare forhold.

Inden jeg redegør for mit konkrete forslag til et opgør med tavshedskulturen, må jeg vedstå, at jeg har et personligt incitament hertil.

Som professor og institutleder på Syddansk Universitet kom jeg ud for, at såvel min ytringsfrihed som min ansættelse blev forsøgt stoppet med bistand af universitetets daværende rektor, da jeg ville gøre op med den herskende tavshedskultur.

Jeg havde kritiseret, at universitetets ledelse (dekan på det samfundsvidenskabelige fakultet og rektor) havde accepteret eller ligefrem iværksat, at faglige kriterier blev undertrykt ved opslag af videnskabelige stillinger, hvilket jeg ville meddele offentligheden. I tilknytning hertil blev jeg truet med afskedigelse og anden intimidering, bl.a. ved at jeg fik beslaglagt en publikation og blev beskyldt for illoyalitet.

I 2003 havde jeg i instituttets skriftserie udgivet et papir om ’Erhvervsudviklingen på Fyn’, som jeg også redegjorde for i en kronik i Fyens Stiftstidende. Heri var der bl.a. en kritik af nogle kollegaers arbejde.

Papiret i skriftserien blev beslaglagt med opbakning af rektor med en påstand om, at det ikke var forskning. Da Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd afviste denne påstand, blev beslaglæggelsen ophævet. Det mest opsigtsvækkende heri er vel, at det er et universitet, der på eget initiativ forsøger at sætte en stopper for ytringsfriheden.

Rektor beskyldte mig også for at være ’dybt illoyal’ over for kollegaer i denne publikation. Folketingets Ombudsmand afviste naturligvis dette, hvorfor rektor også i denne sammenhæng måtte trække piben ind. Disse og flere ikke her anførte overgreb kan jeg ikke undlade at sætte i forbindelse med, at jeg offentligt ville påpege en uholdbar ansættelseskultur ved universitet.

Når jeg kom godt ud af denne konflikt, skyldtes det ikke mindst, at jeg havde mulighed for at afprøve universitetets reaktion via Ombudsmanden – og her stod universitetet/rektor med meget dårlige kort for hånden, hvad de også til slut indså. Dette resulterede i en for mig meget fordelagtig ordning.

Med disse personlige oplevelser i bagagen og efter efterfølgende kontakt med andre fra universitetsverdenen, der har oplevet forskellige former for ’forfølgelse’, er det min oplevelse, at det ikke mindst er frygt for karrieremæssige konsekvenser, herunder eventuelt afskedigelse, som effektivt sætter en stopper for åben kritik af forhold på ens arbejdsplads.

Det kan nok så mange opfordringer, herunder politisk opbakning til åbent at fremsætte kritik af forholdene på ens arbejdsplads, ikke afgørende ændre på.

En mulig løsning kunne være, at offentligt ansatte får ret til anonymt at orientere Ombudsmanden om uholdbare forhold på deres arbejdsplads

Når jeg tænker på de overgreb, som jeg blev mødt med, kan jeg virkelig godt forstå, at offentligt ansatte er så tilbageholdende med offentlig kritik af forholdene på deres arbejdsplads med det gældende regelsæt og normer. Derfor må der findes andre veje.

Hvis tavshedskulturen skal ændres, skal det ikke blot være en ret, men også en pligt for offentligt ansatte at informere om kritisable forhold på ens arbejdsplads.

Denne pligt skal samtidigt udformes på en måde, så det ikke får negative karrieremæssige konsekvenser. En mulig løsning på dette kunne være, at offentligt ansatte får ret til anonymt at orientere Ombudsmanden om uholdbare forhold på deres arbejdsplads.

Et flertal i Ytringsfrihedskommissionen anfører faktisk i anden sammenhæng, at anonymitet kan være ønskelig eller nødvendig: »anonymitet også er et gode, som kan være medvirkende til, at personer, der ellers ville holde sig tilbage, ytrer sig. Det gælder særligt i mere repressive regimer, hvor der slås hårdt ned på systemkritik, men selv i de mest demokratiske samfund kan anonymitet være med til at sikre videre rammer for ytringsfriheden til gavn for både den enkelte og for samfundet. Muligheden for at optræde anonymt har historisk set været betydningsfuld, idet megen kontroversiel viden, kritik af magthavere, afsløringer af magtmisbrug mv. næppe havde set dagens lys, hvis det ikke havde været for anonymitetsretten (…)«, se side 43.

Afhængigt af karakteren af disse anonyme orienteringer kan Ombudsmanden på eget initiativ – altså uden at redegøre for årsagen hertil – foretage en undersøgelse med udgangspunkt heri, såfremt det vurderes berettiget ud fra de modtagne oplysninger mv.

Hvis Ombudsmanden konkluderer, at der er begået lovbrud eller lign. alvorlige handlinger, kan den person/de personer, der har påtalt forholdet over for Ombudsmanden, friholdes for ansvar og negative karrieremæssige konsekvenser eller mere positivt få mulighed for et karrieremæssigt løft. De offentligt ansatte, der ikke har reageret og burde have indsigt til at vide, at der har været tale om lovbrud eller lign. alvorlige handlinger, kan herefter ikke se frem til en bedre karriere eller må eventuelt afskediges.

Jeg kan virkelig godt forstå, at offentligt ansatte er så tilbageholdende med offentlig kritik

Dette vil naturligvis isoleret set give Ombudsmanden flere opgaver. Men omfanget heraf bliver måske ikke særligt stort.

Hvis en minister eller ledende embedsmand m.fl. må tage i betragtning, at deres nærmeste medarbejdere ikke bare har en ret, men også en pligt og et incitament til anonymt at orientere Ombudsmanden om uholdbare forhold, er der næppe ret mange, der med åbne øjne vover at fremme uholdbare og evt. lovstridige handlinger.

Det vil være min forventning, at vi hermed også kan undgå de fleste af de for sene og dyre kommissionsundersøgelser, som ellers ofte bliver konsekvensen.

Ovenstående er kun mit konkrete forslag til at supplere Ytringsfrihedskommissionens redegørelse om offentligt ansattes ytringsfrihed i relation til forholdene på de offentlige arbejdspladser. Bedre forslag er naturligvis mere end velkomne.

Der må gøres op med tavshedskulturen i det offentlige – ikke blot tales herom.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts