Når man lander i større lufthavne, er det normalt, at der venter en bus, der bringer en fra flyet til terminalen. Det skete også i Minsk for halvandet år siden. Hviderusland var begyndt …
Jeg var kommet for at få et indtryk af det østeuropæiske land, der ikke for ingenting kaldes Terra Incognita. Nogen har også kaldt det Landet, som Vesten ikke kan nå.
Hvordan har det i 30 år kunnet holde sig så skjult og ubeskrevet? Hvordan har vi kunnet overse det?
Det var med andre ord i 2018. Bussen satte sig i bevægelse. Passagererne stod tæt og stille. Det var hviderussere, aha. Første møde. Jeg var ikke i tvivl. Det var ikke et herrefolk, jeg befandt mig i selskab med.
Når amerikanere kommer ind på ’scenen’, det være sig en restaurant eller en kupé, er man sjældent i tvivl: De er hjemme i verden (og tror sommetider, de ejer den, med larm og gjaldende stemmer). Det samme gælder russere.
Men hviderusserne ligner hverken nogen, der ejer noget eller har ejet noget.
I menneskealdre har de reelt ikke ejet noget. Fra tidernes morgen er de selv blevet ejet – som livegne bønder af konger og fyrster, senere af staten, der også ejer produktionsmidlerne. Og jorden er heller ikke deres, men statens. Sådan er det stadig i Hviderusland.
Intet under, at Lenin-statuen står intakt på Uafhængighedspladsen i Minsk. Og i 1994 tog Aleksandr Lukasjenko over som befolkningens og landets selvskrevne ejermand. Det er man heller ikke i tvivl om, når man ser tv fra Minsk, hovedstaden i landet.
Det er folk omsider – i 2020 – grundigt trætte af og vil have lavet om på. Det er en hård nød at knække. Den eneste gratis støtte, oprørerne får, er Lukasjenkos åbenlyse taktiske fejltagelser i form af hensynsløs vold og bekrigelse af sit eget folk. Han forregnede sig, fordi knockout-metoden var lykkedes for ham før.
Selv Putin er næppe fristet til at bygge på den grassate ’krigeriske’ præsident, så kan han nok så mange gange officielt og proforma-solidarisk meddele, at han har en politistyrke parat.
Der bor ikke så mange mennesker, kun to gange så mange som i Danmark. Men landet er temmelig stort (over 200.000 km2), og det har hele seks naboer, tre EU- (og NATO-) lande: Letland, Litauen og Polen i nord og vest. Til Polen og ikke mindst Litauen er der ældgamle historiske bånd, så det er ikke så sært, at disse ugers oppositionssymbol Svetlana Tikhanovskaja befinder sig i Litauens hovedstad, Vilnius, og tydeligvis tages vare på med omsorg af den litauiske regering.
Det var også i Vilnius, at Hvideruslands eneste uafhængige universitet søgte tilflugt i 2004, da regimet, alias Lukasjenko, lukkede det.
Og i øst og syd er naboerne henholdsvis Rusland og Ukraine. Det er der mange spændinger i. Men man har ikke hørt om hviderussere, der ønsker landet en skæbne som Ukraines.
For ca. 30 år siden fandtes landet ikke, i al fald kun som en del af Sovjetunionen. I 1991, da det kommunistiske imperium faldt fra hinanden, blev det så selvstændigt som Belarus. I Vesten ytrede det sig fortrinsvis i, at tv-seerne skulle vænne sig til, at der nu var noget på Olympiadens tv-skilte, der hed ’Belarus’.
Det var med elitesporten, at det unge land med ishockey-stjernen Lukasjenko i spidsen ville bringe landet på europakortet.
År for år og stykke for stykke har han formået at samle magten under sig, bl.a. ved at afskaffe parlamentets betydning, ved at afskaffe oppositionen og fagforeningerne m.m., alt sammen bag en tæt forskansning af sikkerhedsinstanser, hvoraf en del med elefanthuer på, således at han længe har nøjedes med at kunne styre gennem dekreter. Belarus udviklede sig støt til et autokrati (læs: diktatur).
Jeg så mig om i bussen: Lignede de nogen, der er bange?
En vestlig journalist spurgte på BBC World en hviderussisk arbejder, der netop var gået i strejke sammen med sine kolleger på en stor elektronikfabrik:
»Er du ikke bange for at stå frem?«.
»Bange?«, svarede han, »jeg har været bange i 26 år« (det vil sige i hele præsident Lukasjenkos regeringstid).
Nu er oprøret i Hviderusland gået ind i sin fjerde uge. Man kan snart gade- eller rettere boulevard-billedet udenad fra skærmen. De sorte formummede stormtropper med deres kæmpesalatfade på række over for de lange hvid-rød-hvide, blødt bølgende bannere og kvinder i hvide kjoler. De holder ud. Lige som man mest frygtede, at demonstranterne ville miste pusten, udmattede af Lukasjenkos nedslidningstaktik, kom de igen myldrende ud i gaderne. Og lod sig anholde igen.
Kan det fortsætte? Ens mest bekymrede associationer går til Hongkong …
Hviderusserne har i historiens løb haft god grund til at være bange. Det har vi ikke været videre opmærksomme på.
Når vi i Vesten f.eks. tænker på litteraturen om Første Verdenskrig, så er det navne som Remarque, Josef Roth, Ernst Jünger, Celine, Robert Graves, Faulkner m.fl., der melder sig – og de handler om kampene i Flandern og ved Marne-floden, om Verduns skyttegrave etc.
Men Første Verdenskrig blev også udkæmpet i øst og gav sig udslag i en stor litteratur, der aldrig nåede Vesten. Den blev ikke oversat. Jeg kender lige akkurat Maksim Kharetskis (1893-1938) ’To sjæle’ fra 1919, der undtagelsesvis er oversat til tysk (i 1971).
I sit menneskesyn kan den minde om den danske roman ’Niels Lyhne’ af J.P. Jakobsen, men det er en anderledes omfattende og jordrystende bølgegang, dens rodløse hovedperson kastes rundt i. Hvad forfatteren angår, blev han arresteret i Minsk og forvist til det dybeste Rusland, hvor han døde i et af Stalins fængsler.
Men som sagt: Verdenskrigen i øst er ikke særlig præsent i vores hullede historiebevidsthed, men hundredetusinder af unge tyskere og østrigere blev sendt til Første Verdenskrigs østfront, hvor den tyske kejser Wilhelm II. førte en rodet og ørkesløs kamp mod Rusland.
Hviderusland var inddraget fra begyndelsen, ikke mindst ved snart at blive oversvømmet af flygtninge fra Polen, de baltiske lande og Ukraine; til sidst blev hviderusserne selv fordrevet i hobetal. I løbet af 1915 var Hviderusland, som jo dengang hørte under zaren, besat af tyskerne med afbrændinger og plyndringer af byer til følge. Den tyske manøvre kostede halvanden million hviderussere livet.
Når områdets skæbne ikke fylder alverden i Vestens forestillinger om Første Verdenskrig, er grunden nok ikke manglen på litterære oversættelser. Det skyldes først og fremmest, at i øst fortsatte de blodige kamphandlinger i nye former og varianter.
Fjendtlighederne var alt andet end overstået i 1918. Der kom ikke noget punktum som i Versailles. Der kom ikke nogen efterkrigstid og ingen Weimarrepublik i sigte. Der kom en Lenin. Og han står som sagt stadigvæk på Uafhængighedspladsen i Minsk.
Den russiske revolution i 1917 skabte nye fronter og nye konfrontationer, som der ikke findes noget sidestykke til i Vesten. Ikke blot kampen mellem ’de røde’ og ’de hvide’, altså mellem bolsjevikkerne og det gamle feudale Ruslands forsvarsstyrker, blev i høj grad udkæmpet på hviderussisk jord; den blev snart efter også slagplads for den kortvarige krig (1919-1920) mellem Polen og Sovjet.
Igen var det civilbefolkningen, der måtte lægge ryg til. Nye ødelæggelser, fordrivelser og beslaglæggelser fejede hen over Hviderusland. Nu var dets befolkning pludselig klassefjender og forrædere plus, som sædvanlig, almindelig kanonføde.
Mens polakkerne og finnerne fik deres selvstændighed (tilbage) i 1918, ventede der hviderusserne endnu en afbrænder. Faktisk var det kommet så vidt, at der med store forventninger kunne udråbes en hviderussisk republik i Minsk i 1918, og det blev der, ligesom der blev udråbt en republik i Tjekkoslovakiet.
I Tjekkoslovakiet holdt den i 20 år. I Hviderusland et halvt. Den nåede at få et flag, nemlig det hvid-røde-hvide banner, som dagens opposition i landet har gjort til sit som et tegn på frihed, og som har bølget dagligt på tv-skærmene. (Det officielle belarussiske statsflag er rødt og grønt).
Det tyske nederlag i Første Verdenskrig medførte for østfrontens vedkommende, at det østlige Hviderusland ’tilfaldt’ det spritnye Sovjetunionen. Et selvstændigt Hviderusland med demokratisk potentiale blev med andre ord kvalt i fødslen til fordel for en optagelse i sovjetfamilien.
Dagens protestbevægelse har gjort dette løfterige øjeblik til en stjernestund, den eneste overhovedet, i den fortumlede hviderussiske historie.
Der er et gammelt ordsprog, som efter sigende er arabisk, der hedder, at min fjendes fjende er min ven. Churchill skal i begyndelsen af Anden Verdenskrig have sagt, at hvis Hitler invaderede Helvede, skulle han nok finde på noget fordelagtigt at sige om Djævelen.
Det ordsprog blev illustreret i Hviderusland og Ukraine i begyndelsen af Anden Verdenskrig. I trediverne blev landene tvangskollektiviseret af Stalin med skånselsløs brutalitet; metoden var systematisk udsultning af de genstridige. Det kostede millioner af bønder livet.
Hvad er der at sige til, at de overlevende hilste de tyske sejrherrer velkomne som befriere, da Hitlers felttog trængte ind i Sovjetunionen. Hvem kan fortænke dem i det? Min fjendes fjende er min ven! Men historiens ironi er tragisk og blodig. Hviderusserne kunne lige så lidt som ukrainerne ane, hvilken straf der ventede dem, da krigslykken vendte, og deres gamle fjende, sovjetmagten, vendte tifold hævnende tilbage. Og i mellemtiden havde deres ’ven’ ovenikøbet nået at vise sig fra sin sande side.
De to år, Hitler herskede over Hviderusland, kostede det 2,2 millioner mennesker livet – herunder langt størstedelen af det store jødiske mindretal.
Mens vi nu er ved Djævelen, så udgav den balstyrige tjekkiske forfatter Jáchym Topol i 2013 sin også til dansk oversatte roman ’Djævelens værksted’.
Titlen er en metafor for Belarus, og handlingen slutter der. Som det fremgår af bogen, og som også sandt er, gik tyskernes overordnede plan i de europæiske østområder (Generalplan Ost) ud på at udslette jøderne og romaerne, ofte med hjælp af hviderussiske kollaboratører, før turen kom til den oprindelige slaviske befolkning.
Aldrig før eller siden har der været så mange ’undermennesker’ i Europa, og aldrig har de myldret så tæt som i Østeuropa. Og de fik den skæbne, Hitler havde tiltænkt dem. I Hviderusland siger man, at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at støde på et kranium.
Der ligger tabuer gemt og forseglet i disse endeløse massegrave. Først og fremmest har sovjetrusserne såvel som Putins russere levet i skyggen af den officielle myte, der siger, at der er kun ét virkeligt offer for nazismen, nemlig dem selv – og den tåler ingen relativering.
Den myte blev der ikke rokket ved med Belarus’ selvstændiggørelse i 1992. Den gav ikke anledning til selverkendelse.
Det var selvopfindelsen, der var brug for. Det var nationalfølelsen (selvfølgelig holdt i ave af hensyn til Kreml), der nødvendigvis fik vind i sejlene; der skulle smedes en ’identitet’ og dyrkes et eget sprog, det hviderussiske. Og det projekt tillod ikke ikke nogen radikale revisioner af fortidens brogede, bitre lære.
Det var et historisk plaget og flået og medtaget og nådesløst afrettet folk, der efter præsidentvalget 9. august præsterede at udvikle en massebevægelse, der alene blev båret af et krav om retfærdighed, om at rejse sig som borgere med en borgers frihed.
Båret af et uforudset kulturelt gennembrud: kvindernes initiativ. Protesten er styret af kvinderne. Det er ikke primært ungdommen – som i Hongkong, der vel er den nærmeste parallel til opstanden i Hviderusland – der har overtaget gaden; kvinderne trådte i karakter. Det er dem, der på en medrivende måde, man ikke har set magen til, har aflagt århundreders duknakkethed.
Det totalitære systems sande voldelige væsen er blevet udstillet ved deres blotte tilstedeværelse. Det er sort mod hvidt, køller mod blomster, gammelt og fossilt mod nyt og blødt. Den magtstrittende ynk i al dens farlighed over for den klare frihedsdrøm i al dens sårbarhed. Det kan ikke tegnes tydeligere.
Et af mine rejsemål dengang for halvandet år siden var forfatteren Svetlana Aleksijevitj, der dengang havde tid til at tale med gæster udefra, og ikke som nu er en del af oppositionens koordinerende råd, der prøver at tilrettelægge en overgang til demokratiske tilstande.
Dengang sagde hun opsummerende ude på trappen til sin lejlighed, før hun sagde farvel: »Lukasjenko er ikke hovedproblemet. Problemerne stikker langt dybere. Det handler om, at Hviderusland aldrig har været frit. I omkring 200 år var vi en del af Polen, i over 100 år var vi en del af Rusland, og derfor har vi, det hviderussiske folk, aldrig følt os som herrer i vores eget hus. Af samme grund er vi også kun fornylig begyndt mentalt at løsrive os fra Rusland. Rusland og den russiske politik er blevet så truende (hun tænkte ikke mindst på Ukraine, red.), og vi forstår efterhånden, som det bondefolk, vi er, at det ikke er sådan, det bør være. Jeg har ikke i mit liv mødt et eneste frit menneske. De har alle været sovjetmennesker. Min egen far var glødende kommunist til det sidste, og dengang var det den eneste type mennesker, der var. Selv om ideologien var død som en sild, var det det eneste liv, folk kendte. Vores hoveder vil stadig være konstrueret på den samme måde. Der er meget arbejde, der skal gøres«.
Og hun sagde også, som kun hun kan sige det: »Hele tiden søger jeg et svar: Hvorfor konverteres al vor lidelse ikke til frihed? Vores største kapital er lidelsen. Ikke olie eller gas, men lidelse. Det er det eneste, vi ustandselig udvinder«.
Hun kunne ikke ane, at halvandet år senere …
I skrivende stund ses præsidenten i kampuniform kredse som en høg i luftrummet over Minsk og efter landingen vifte med et automatvåben, hvis budskab er, at om nødvendigt er han parat til at rette det mod sine egne landsmænd.
Mens demonstranterne beundringsværdigt og med en optimisme, som man inderligt håber, udviklingen vil berettige, traver mod en ny stjernestund. Der var et forår i Prag i 1968. Der var netop et i Hongkong. Kommunismen er ikke til at spøge med. Og Gorbatjov er gået på pension.
Vi andre må med tilbageholdt åndedræt stille det endnu ubesvarede spørgsmål: Hvis dage er det, der er talte …?
fortsæt med at læse
