Kvinder i tusindvis har fået nok. De har med blod, sved og tårer erfaret, at svigt under graviditet, fødsel og barsel kan medføre stor lidelse. Lidelse, der ikke kun gnaver i deres psykiske og fysiske sundhed, men også i deres økonomi, parforhold og i båndet til barnet.
I kølvandet på Olga Ravns debatindlæg om forholdene for gravide, fødende og barslende kvinder i Danmark oprettede en gruppe kvinder i samarbejde med foreningen Forældre og Fødsel facebookgruppen ’Bedre fødsler – et fællesskab med tilknytning til forældre og fødsel’. En gruppe, der i skrivende stund har mere end 1.300 gruppemedlemmer, og hvor det er muligt at dele sit eget eller læse andre kvinders vidnesbyrd om svigt i svangreomsorgen.

























