Det er ret fantastisk. At have seksualundervisning med en skoleklasse. Der kan blive virkelig stille i en klasse, når jeg fortæller historier fra mine bedsteforældres oplevelser under Anden Verdenskrig, men det er en helt anden stilhed, der opstår, når fortællingerne er fra min erfaring med 10 år i folkeskolen og alverdens andre steder, hvor jeg har talt om sex.
Det kan godt være svært at få ro i en 7.-klasse, når man er vikar. Så det siger det hele, når en hel 7.-klasse sidder med åben mund og polypper og lytter intenst gennem halvanden times seksualundervisning. Her er der virkelig noget, de gerne vil vide.




























