Da USA’s forfatningsfædre 18. september 1787 kom ud fra deres sidste møde i Philadelphia, henvendte en dame sig til en af dem, Benjamin Franklin, og spurgte, hvad man var enedes om: Skulle USA være et monarki eller en republik? »En republik«, svarede Franklin, »hvis I kan bevare den«.
Hvis der er en ting, amerikanerne siden har været overbevist om, så var det, at de kunne bevare den – at det amerikanske demokrati nærmest var en selvkørende maskine. Den tiltro har de sidste par år lidt et alvorligt knæk.