Juni 1999: Hedeflimrende højsommer på Balkan. Ikke en levende sjæl at se i landsby efter nedbrændt landsby langs den bombehullede vej nordover fra byerne Gjakovë til Peja i det nordvestlige hjørne af Kosovo. Et knastørt landskab i ukrainske farver: Korngule uhøstede marker neden for bjergene, himlen oven over så blå, så blå og skyfri. Dødsens stilhed hersker i en forladt verden på denne unikke dag ét efter krigen.
Vi er fire i en ramponeret bil på den tomme vejbane: Chauffør Besim og tolk Agron fra bjergene i Nordalbanien på deres livs første udlandsfærd, på bagsædet Paul Conroy og jeg – vestlige journalister på opdagelsesrejse, forsigtigt prøvende i hælene på retirerende serbiske soldater og morderbander.




























