Jeg sidder ved mit skrivebord på arbejde, det er ud på eftermiddagen, og jeg forsøger at samle op, gøre mig færdig. Min mobil ringer, og jeg kan se på displayet, at det er min fætter. Han lyder ikke, som han plejer. Han hakker og stammer, og hans stemme er svag.
Jeg kan ikke finde hoved og hale i det, han siger, og jeg kan mærke, at mine tanker tager fart – når at tænke, om hans far, min farbror, måske er død? Nu spørger han, om jeg har set nyhederne på TV 2, og hakker videre, at han bare ville høre om… pause. »Om hvad? Hvad er der sket?«, spørger jeg, og igen næsten råber jeg: »HVAD ER DER SKET?«


























