Der er krig i Europa. Ruslands invasion af Ukraine har genvakt og næsten folkeliggjort sikkerhedspolitikken. Og mens gruen endnu ikke var fortrængt af mere nære og hjemlige bekymringer, valgte en bred koalition af partier i Folketinget sporenstregs at forøge forsvarsudgifterne med omtrent 18 mia. kr. årligt fuldt indfaset i 2033, så Danmark lever op til sine Nato-forpligtelser.
Efterfølgende afskaffede danskere forsvarsforbeholdet i den mest overbevisende EU-valgsejr siden indmeldelsen i 1972. Nationens ydre sikkerhed er konsolideret, fordi Danmark i sin midte kunne samle sig i et spørgsmål af radikal tyngde.