DET ER DET SAMME hver gang. Uanset om det er beslutningerne om at sænke hastighederne på vejene i København og om at nedlægge p-pladser i den historiske bykerne eller forslagene om at anlægge nye metrolinjer, så kommer de på banen. Økonomerne og billobbyisterne, der med henvisning til ministeriernes regnemodeller hævder, at det ikke kan betale sig.
De har ret så langt, at det er, hvad modellerne siger. Selv om fordelene bliver indregnet – færre trafikdræbte og færre alvorligt tilskadekomne, færre udsat for luftforurening og støjforurening, flere der cykler – så vægter bilisternes tidstab så meget i modellerne, at svaret nærmest er givet på forhånd.