Det er, som om debatten om folkeskolen og rekrutteringen til ungdomsuddannelserne bygger på en fejlagtig forståelse af forholdet mellem praktisk viden og akademisk viden. De to ting er langt tættere forbundet, end man får indtryk af i den aktuelle debat. Mine egne erfaringer og viden fra udviklingsprojekter peger på nogle langt mere grundlæggende problemer i grundskolen.
Jeg må indrømme, at jeg selv var fraværende det meste af tiden mellem 1. og 7. klasse. Ikke sådan rent fysisk, men snarere mentalt. Jeg dagdrømte. Jeg havde lært en teknik, hvor jeg kunne se op på læreren med et interesseret og opmærksomt udtryk, samtidig med at jeg befandt mig i en helt anden tankeverden. Det sikrede nogle rimeligt gode karakterer, uden at jeg blev hørt, for lærerne troede, at jeg var med i det hele.




























