I den nye rapport fra Reformkommissionen (’Nye reformveje 3’) med professor Nina Smith i spidsen læser jeg, at kommissionen vurderer, at det ud af de knap 200.000 borgere, der i øjeblikket står uden for arbejdsmarkedet, kun er realistisk, at 3.500 til 4.000 kommer i arbejde. Det vil sige ca. 2 procent.
Det var ikke mange. Tallene slår mig som ufatteligt uambitiøse. Gennem samtaler med folk omkring mig, der har fulgt udviklingen på dette område, forstår jeg, at der skrives rapport efter rapport, men at der tilsyneladende ikke sker nogen udvikling. At intentionerne og tiltagene på beskæftigelsesområdet er fortærskede, at der ikke rigtig kan rykkes noget ved den gruppe af mennesker, der til alle tider står uden for arbejdsmarkedet. At det virker, som om man har opgivet, kategoriseret det som et vilkår, at der er en store gruppe mennesker, som aldrig vil kunne nås.
