Jeg har tidligere været meget firkantet omkring Israel-Palæstina-konflikten. Jeg var i mine unge år 100 procent på den palæstinensiske side. Israel-kritisk. Sort-hvid. Ingen nuancer. Ingen dybere forståelse.
De senere år har jeg flyttet mig. For nu at sige det mildt. Man bliver klogere med alderen, selv om jeg stadig argumenterer for, at en tostatsløsning er den bedste løsning for hele Mellemøsten. Til gengæld erkender jeg, at en énstatsløsning, som da området hed Britisk Palæstina, er udelukket. Det vil umuliggøre en demokratisk, jødisk stat og på sigt fordrive israelerne, fordi araberne på et tidspunkt kommer i flertal, fordi de får så mange børn, som de gør.
