Krigen har stået på så længe. Over 700 døgn. To forfærdelige år er der gået siden den morgen 24. februar 2022, hvor Vladimir Putin uprovokeret lod ild og død regne ned over et fredeligt nabolands indbyggere.
Siden har vi været i Ukraine flere gange; vi har talt med ofre for de russiske soldater og er snublet omkring gennem ødelagte landsbyer og udbrændte ruiner. Vi har grædt over landsbykirkegårdenes rækker af friske grave, de blafrende gul-blå flag, billederne af smilende soldater – unge som ældre – over alle de uerstattelige liv, frihedskæmpere, som aldrig kommer til at opleve nogen sejr. Derovre har vi erfaret, at mennesker – også i dette individ- og forbrugsfikserede århundrede – kan blive nødsaget til at ofre livet for medmenneskers ve og vel og for fædrelandets overlevelse. Af nødvendighed og af pligtfølelse. At dø i en højere sags tjeneste – for længst glemte idealer hos de fleste i Vesten.
