Efter at jeg i 2008, på min daværende arbejdsplads, Distriktspsykiatrisk Center i Valby, sammen med en række kolleger blev ramt af et knivoverfald, forærede min bror mig en sæk.
Min bror havde talt med forskellige mennesker om den hændelse, som jeg havde været involveret i; en hændelse, som senere i retten blev vurderet som forsøg på manddrab.
En af dem, min bror talte med, en brandmand, havde sagt til ham, at den bedste måde at forsvare sig på, når man stod over for et menneske, som truede med kniv, var at bruge en sæk. Så kunne flere mennesker holde sækken op mellem sig og ved at bruge sækken komme tættere ind på personen med kniven, uden at blive ramt af kniven.
Sandt at sige, så har jeg aldrig på det konkrete plan haft nogen større tiltro til, at sækken for alvor ville være mig til nytte, hvis jeg igen skulle komme til at stå i en situation, hvor jeg i et splitsekund skulle være med til at finde ud af, hvordan man klarer et menneske, der har besluttet sig for, at løsningen er at slå ihjel.
Alligevel har jeg altid været ret glad for den sæk. Nok både, fordi det var en gestus fra min bror, som jeg satte pris på – og fordi den sæk for mig er kommet til at symbolisere den uendelige kompleksitet, som findes i at omgås den psykotiske farlighed. Og måske med farlighed i det hele taget.
I mange år har jeg haft en bestemt vane med den sæk. I løbet af året lå den på en hylde på min arbejdsplads. For det meste tænkte jeg ikke på den – men en gang imellem, så faldt mit blik på den. Så var sækken et sted at hvile blikket, mens jeg tænkte, at ja, det skete. Det kan ske igen. Vi klarede den.
Der er andre, som ikke er kommet fra det med livet i behold. Sækken lå på mit arbejde, i mange år, forskellige steder i psykiatrien i Region H. I en årrække også i rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune.
Der var sækken bestemt ikke mindre relevant en gang imellem at kaste mit blik på. Så var det min vane i juleferien at tage den med hjem for at bruge den til at have julegaver i. I de senere par år har jeg arbejdet et af de steder i psykiatrien, hvor der er en meget lav forekomst af vold og trusler. Så nu er sækken blevet hjemme på min egen matrikel og har kun været fremme til jul.
Jeg ved, at når der sker et drab, sådan som det skete 26. marts i Skejby og som det skete fredag 21. juli 2023 på Psykiatrisk Center Glostrup, så arbejder alle vi andre, som på forskellig vis har været tæt på tilsvarende hændelser, mentalt med.
De situationer, som det har været farligt at være i, dukker op igen. Forbundet med mange forskellige tanker og følelser. Så nogle af os har en individuel bearbejdning – og vi har sammen hele det store kollektive arbejde med, hvad det er, vi kan gøre?
Hvordan kan vi styrke hele feltet omkring de former for menneskelig lidelse, som er i risiko for at kulminere i, at nogle bliver slået ihjel? Både patienter, medarbejdere og alle vi mennesker, som færdes i offentlige rum, som f.eks. i Field’s søndag 3. juli 2022, har en interesse i, at vi til sammen er stærke, konstruktive og effektive i vores evne til at håndtere, at psykisk smerte for nogle mennesker kommer til udtryk ved impulser til at slå andre mennesker ihjel.
Noget, som overhovedet ikke beroliger eller trøster mig ind i dette forfærdelige, at en patient blev stukket ned med en kniv, eller en kvindelig psykiater blev slået ihjel, mens hun var i gang med at passe sit krævende og komplekse arbejde, det er, når nogen siger, »Det må ikke ske«.
Så tænker jeg – hvad regner I med? Har I slet ikke forstået, hvad det her handler om? Selv tror jeg ikke på, at vi kan nå til, at der aldrig er en behandler, som bliver slået ihjel af sin psykotiske patient.
Jeg tror heller ikke, at det hjælper os at se det, som er sket, som noget helt meningsløst, uforståeligt og uantageligt. Jeg er selv mere hjulpet af at se situationen som, at forskellige professioner håndterer forskellige former for farlighed.
Jeg er ikke i den fare for at falde ned fra et højt sted, som stilladsarbejderen er. Stilladsarbejdere er til gengæld mindre udsat for faren ved psykotisk vanvid. Når vi er tæt på forfærdelige hændelser, så er vi, set med mine øjne, ikke hjulpet af at afskrive dem som uden mening, men er bedre hjulpet af at lede efter den mening og den logik, som har styret det, som skete.
Psykotiske logikker berettiger ikke uacceptable handlinger, men jo mere vi forstår de logikker, som er på spil, jo klogere kan vi handle. Som den 13-årige dreng, som formåede at sige til gerningsmanden i Field’s, at det som skete, var virkeligt. Hvilket fik som konsekvens, at han holdt op med at skyde. Selv gerningsmanden i Field’s var midt i sine skyderier ikke helt udenfor rækkevidde.
Hver gang et nyt drab sker, så lytter jeg til de beskrivelser og løsningsforslag, som følger efter – og tænker på, hvad der så kan være måder at tale om dette her på, som faktisk kan berolige og trøste?
Selv om det er så forfærdeligt, at trøst og beroligelse ikke kan findes, så er vi jo nødt til at finde det alligevel. For selvom jeg ikke tror, at det er muligt, at det med sikkerhed aldrig sker, at en patient dræber sin medpatient, eller en behandler bliver dræbt af sin patient, så er jeg helt sikker på, at der er meget, vi kan gøre; så vi opnår, at der de kommende ti år ikke bliver dræbt otte behandlere af deres patient, sådan som vi har set det ske gennem de seneste ti år.
Hvor mange patienter, der er blevet dræbt af andre patienter, eller hvor mange der er blevet udsat for overfald, det har jeg aldrig set tal på. Disse tal vil jeg gerne kende til. Der er især to temaer, som jeg vil give overskriften henholdsvis ressourcer og respekt for kompleksitet, som mine tanker bliver ved med at kredse rundt om, som områder, hvor jeg forsøger at finde håb og retning.
Ressourcer. Det er sagt gennem mange år, af mange mennesker, på mange måder. Jeg orker næsten ikke forsøge at finde ord for det. Der er dynget fakta og statistikker oven på hinanden.
Hvordan i alverden er det, at det kan gå til, at ikke engang, når fagpersoner vurderer, at nogle er farlige – ikke engang når et menneske med sig selv ved, at han er farlig – at så kan man med sikkerhed blive taget imod OG få lov til at blive længe nok på en psykiatrisk afdeling til, at der faktisk er en chance for, at der kan nå at ske en ændring af tilstanden? Det er så skørt, at det næsten ikke er til at være i.
Jeg har for år tilbage gennem seks år været teamleder i et OP-Team (Opsøgende Psykoseteam, en organisering, som nu er omformet til F-ACT-team). Det var dengang et vilkår i vores arbejde, at selvom vi entydigt vurderede, at der var brug for længerevarende indlæggelse, så kunne vi ikke regne med, at dette ville vise sig at være muligt.
Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at modvirke, at vi kom til at hælde vores frustration over lynudskrivelser ud over vores kolleger i sengepsykiatrien. For det ville jo ikke være rimeligt. Vi var ganske klar over, at de efter bedste evne forsøgte at fordele de sengepladser, som der nu engang var til rådighed.
Jeg arbejder ikke længere indenfor dette felt. Men jeg ved, at situationen er uændret. Så; ressourcer!!!
Vi har brug for at nå til et punkt, hvor vi både kan regne med, at det er muligt at indlægge og at få god og relevant behandling der, hvor fagfolk vurderer, at det skal til – og vi har ressourcer, så vi ved, at vi kan skærme de patienter, hvor vi er klar over, at de kan udgøre en fare for andre, også for deres medpatienter.
Det andet er respekt for den store kompleksitet, der er på dette område. Når der skal ske ændringer, så er det mere hundrede små elementer, der tilsammen spiller en rolle, end nogle enkelte ’quickfix’.
Som jeg læser det, så er der i de senere år i offentligheden og i medier kommet en øget grad af forståelse for kompleksiteten i behandlingen af den psykotiske farlighed og af psykisk lidelse i det hele taget. Både er det selvfølgelig vigtigt, at det bliver sagt igen og igen, at de fleste mennesker med psykoseproblematikker og andre psykiatriske problematikker ikke er farlige.
Der findes farlige mennesker med en psykisk lidelse og farlige mennesker uden en psykisk lidelse. Mennesker med psykisk lidelse er generelt ikke farligere end mennesker uden en psykisk lidelse. Og samtidig med, at vi holder fast i disse kendsgerninger, så er det jo vigtigt, at vi er i stand til at have en nøgtern, kollektiv erkendelse af, at hos mennesker, hvor psykisk smerte manifester sig i kombinationen af psykotiske forestillinger og mordimpulser, der står vi med en helt særlig udfordring i vores hænder.
Og der bliver det afgørende, at vi andre, som ikke står i den direkte konfrontation med disse ekstraordinært skræmmende og voldsomme menneskelige erfaringer, på den rigtige måde bakker op om de fagpersoner, som påtager sig en meget samfundsvigtig opgave. Også pårørende, som står i sådanne situationer, har brug for meget mere opbakning og støtte, end hvad der er mulighed for på nuværende tidspunkt.
Som del af dette, så er kompleksiteten omkring tvang i psykiatrien et vigtigt område.
Jeg har i en årrække været med til at arbejde med nedbringelse af tvang i psykiatrien. Nedbringelse af tvang i psykiatrien er vigtig – og samtidig må vi holde fast i, at vi som samfund skal have kraft til at reagere på farlighed på måder, som er både forstandige, empatiske og effektive.
I den proces har vi brug for, at det faktisk er muligt at få indlagt mennesker, når vi er usikre på, om deres tanker ’bare er ord’, eller der er tale om en reel farlighed. Og når disse af vores medmennesker ER indlagt, så skal vi have ressourcer og rammer, så vi i så høj grad som muligt kan sikre, at ingen skal lide overlast.
Selv tror jeg på, at det kun er en lille bitte brik, med vagter og døre og låse. Vi skal jo netop ikke holde dem ude, der kan finde på at volde skade, men skal have dem i tale. Eksklusion og isolation er i mange tilfælde en del af de livshistorier, som kulminerer i vold.
Vi skal som fagfolk og som samfund være i stand til at beskytte os, samtidig med at vi forholder os til og skaber kontakt til dem af os, som er i en tilstand, hvor de er farlige. Jeg kan læse af beskrivelserne af hændelserne fra 2023 på Psykiatrisk Center Glostrup, at den kvindelige psykiater, som mistede sit liv, var i gang med at forsøge at afværge, at patienten skulle forvolde yderligere skade på sine omgivelser.
I den proces lykkedes det ikke, at hun selv var beskyttet. En del af ressourcespørgsmålet vil naturligvis også være at have bygninger og bemanding, som er med til at skabe tilstrækkeligt med sikkerhed. Om dette ville have gjort en forskel i juli 2023 og nu i marts 2024, ved jeg ikke.
Jeg har været ansat i psykiatrien i mere end 25 år og har, mens jeg har skrevet på denne Kronik, forsøgt at vurdere, hvor mange mennesker der har slået ihjel, og hvor mange der har haft tanker om at slå ihjel, som jeg har mødt i løbet af disse år. Mange, af begge dele.
Jeg har også engang, da jeg arbejdede i rusmiddelbehandlingen, prøvet at ringe til politiet for at anmelde, at der til en medarbejder blev sagt, »Jeg slår dig kraftedeme ihjel«, hvor politiet svarede mig, at »det er jo noget, som børnene siger til hinanden i skolegården hele tiden«.
Så den store udfordring kan jo være, at det først er, når der er sket noget alvorligt, at vi ved, om ordene bare er ord. Min oplevelse med patienter er, at de jo oftest heller ikke selv ved, om det, de truer med eller er bange for, at de kan komme til at gøre, er noget, som faktisk kommer til at ske. Eller om det ’bare’ er ord og forestillinger. Men som fagfolk har vi mange måder at søge at kvalificere denne vurdering på.
Når jeg igennem en del år har kunnet finde på at bære en gammel kornsæk frem og tilbage mellem mit hjem og min arbejdsplads, så tror jeg, at det især er, fordi den har hjulpet mig til at fastholde min erkendelse af, at vi ikke må lukke øjnene for potentiel farlighed, at det netop er en vigtig del af arbejdsopgaven at være i stand til at se og håndtere farlighed.
De af os, som har prøvet det på egen krop, ved på ondt og godt, at farligheden er en del af virkeligheden. Og når jeg godt kan lide billedet af kornsækken som en form for metafor, så er det, fordi det rummer i sig på en og samme gang, at vi har brug for at være flere, som samarbejder, flere sammen, som faktisk har midlerne til at beskytte sig selv – sådan at det bliver muligt at få fat i det medmenneske, som opfører sig på måder, som vi ikke vil og ikke kan acceptere.
----------------------
Rettelse: I en tidligere version blev Alice Højmose omtalt som specialpsykiater.
fortsæt med at læse
