Vi samler de bedste læserbreve fra ugen – fra tanker om geopolitik og den danske regering til hverdagens obskure observationer.

»Hvor kommer den uskik fra at stå og brøle op og råbe ukvemsord«

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Hver uge modtager Politikens debatredaktion masser af læserbreve. Korte engagerede tekster fra vores læsere, som mener noget, observerer eller uddeler ros og ris.

At en tekst er lang, gør den ikke nødvendigvis klog eller vigtig. Det omvendte gælder de korte tekster. Få sætninger kan rumme netop det perspektiv, der mangler i debatten.

Her er ugens bedste læserbreve.

Airbnb-imperium

Merete Kjær, København:

Det var med stor glæde, at jeg læste branchedirektør for turisme i Dansk Erhverv Lars Ramme Nielsens debatindlæg ’Airbnb er løbet løbsk’ 28.4. Det er på tide, at der bliver taget hul på Airbnb-problematikken. Lars Ramme Nielsen omtaler bl.a., at der drives erhvervsmæssig virksomhed uden registrering.

Da vi flyttede til vores lejlighed i Middelalderbyen, havde vi ikke forestillet os, at ejendommen skulle huse gæster på korttidsudlejning året rundt. Her er ikke tale om de lovlige 70 dage om året, og hvem kan kontrollere det? Vi naboer kan jo følge med og se, hvad der foregår, men hvordan kan myndighederne kontrollere, hvad der foregår af ulovlige udlejninger i København?

Indre By er ved at blive et Airbnb-imperium, hvor priserne på lejlighederne er blevet så skyhøje, at det snart kun er pengestærke folk, der køber dem for at drive erhvervsmæssig udlejning.

Hotellerne er til for turisterne. Lejlighederne er til for beboerne.

Udemokratisk 1. maj

Louise Thorup, København:

Hvor kommer den uskik fra at stå og brøle op og råbe ukvemsord, når demokratisk folkevalgte politikere står på talerstolen 1. maj?

Meld jer ind i et parti, og lav det fodarbejde, der skal til, hvis I vil høres. Dette var ikke en 1. maj værdigt.

Befrielsen

Olaf Berg, Roskilde:

Her har vi fejret 80-års dagen for befrielsen med lys, sang og taler om fred, alt imens uhyrlige krigsforbrydelser udspiller sig måned efter måned i Gaza. Ingen kan være uvidende om, hvad der foregår. Tæppebombning og udsultning af befolkningen i et indelukket Gaza.

Med statsministeren i spidsen er regeringen blottet for enhver form for empati og prøver konsekvent at tie myrderierne ihjel. Det er topmålet af umenneskelighed. Har de da mistet besindelsen fuldstændig, eller er det blot politik, når det er værst? Må historien dømme dem.

Den danske frihedskamp stod på i 5 år. Den palæstinensiske i snart 100. Kommer palæstinenserne mon nogensinde til at fejre deres befrielse?

Prep dig fri

Pernille Ehlers, København:

Jeg er ikke prepper-typen. Sidste år begyndte jeg alligevel at tænke på, om det måske var en god idé at preppe lidt, så familien kan klare sig nogle dage uden strøm, varme og vand. Jeg tænkte ofte på det og vejede argumenterne for og imod. Er det overkill eller sund fornuft? Kikset eller klogt? Hvor høj er risikoen i Danmark egentlig?

Efterhånden blev jeg klar over, at jeg burde gøre det. Jeg indså, at dét, der holdt mig tilbage, var frygten for andres opfattelse af mig som en overbekymret og kampberedt prepper-type. Total dumt. Så jeg gjorde det. Gik all in på vandbeholdning, madlager, nødradio, gasapparat, stearinlys, batterier, lommelygter, toiletpapir, opladte power banks og mere til. I nydelige kasser i kælderen.

Forhåbentlig får jeg aldrig brug for det. Men bevidstheden om at være forberedt er decideret befriende. Nu tænker jeg aldrig på det mere. Jeg har preppet mig fri.

Den nye generaldirektør

Ole Matthiessen, København:

Tillykke til Bjarne Corydon med stillingen som generaldirektør for DR. Nu krydser vi fingre for, at det ikke svarer til at ansætte en haj som bademester.

Gråspurve

Lars Holmgaard Jørgensen, Silkeborg:

Nu er også gråspurvene forsvundet.

Jeg bor på landet, og på denne tid af året plejer der at være en massiv koncert af fuglekvidder fra gråspurve omkring vores hus og et mylder af liv og redebygning i kasser og under hustaget. Men nu er her stille. Uhyggeligt stille.

Jeg kan ikke være den eneste, der undrer mig over, at 30.000 landmænd, svarende til lidt over ét mandat i Folketinget, uhindret kan dræbe alt liv i havet omkring os og ustraffet sprøjte insekter og stadig flere fugle væk.

Hvor har de den magt fra? Og var det 30 milliarder, minkavlerne fik i erstatning? 30 milliarder?

Aldersreduktion

Helene Bagge, København:

Som snart 60-årig får jeg lov til at insistere på aldersreduktion. Som lærer, der har været 34 år i lykke, men larm, tænkte jeg – ja tak. Indtil jeg talte med min fagforening. At gå 4.000 kroner ned i løn hver måned har jeg som enlig ikke råd til. Min kollega gør det, men han bor også sammen med en, så finanserne flyder anderledes. Er det rimeligt? Skal alting være mere besværligt og dyrere, fordi man bor alene?

Vi er lige gamle, men jeg forsætter på fuld tid, og han går ned på ca. 60 procent. Jeg er med på valgene i livet, men det var ikke mit valg at bo alene, sådan blev det bare. Nogle gange tænker jeg over alle de ressourcer, der tildeles mine diagnose-elever og forældre. Jeg under dem alt, alt. Men hvad med os, der ikke får? Men udretter og støtter…

Sort

Hein Heinsen, Karise:

Politikens utallige annoncer for lange flyrejser er sorte. CO2’en vælter ud.

Det er indlysende, at Politikens læsere går i sort, hele side 7 er kulsort.

Jeg håber, at Politikens mange, mange tusind læsere vil få nye annoncører til at flytte os alle mod det grønne.

Tak for reklamer

Leif Kristiansen, Fredericia:

... som er med til at sikre, at jeg kan få leveret en papiravis for ca. 21 kr. om dagen.

Fremtidens Velfærd

Lasse Koch Pedersen, Ballerup:

Det er en falliterklæring, når beboere på bosteder oplever, at personalet ikke har tid. TV 2’s serie, ’Farlig Omsorg’ er et skrækeksempel, som understreger, at der er brug for at gentænke velfærden og prioritere rigtigt.

For mig er det også personligt. Min bedste ven boede på et bosted i syv år. Han følte sig sjældent set. Personalet havde travlt. Der blev kommenteret på hans behov for hjælp. Han blev mistænkt, fordi han skilte sig ud. Hans hjerneskade gør, at selvom han kan diskutere politik på et niveau, som er højere end en statskundskabsstuderende, kan han ikke tage til lægen uden ledsager eller lave aftensmad.

Vi har i fællesskab ansvar for at hjælpe alle – også dem, der har særlige behov. Vi skal tage det alvorligt, når personalet på bostederne ikke har tid. Måske, vi skal tænke over vores prioriteter. Det ikke vores værdier, at de, der har særlige behov, bliver ofret.

Pave Trump

Flemming Møldrup, Helsingør:

Et ai-genereret billede af Trump som pave. Tak for den gave til de såkaldt sociale medier. Uddelt af ham selv. Jamen, kan man ønske sig det bedre?

Her kommer en liste over velvalgte positioner, som den overforfængelige og selvironiske præsident over de ret så uforenede amerikanske stater med velfortjent hu bør indtage med behørig hjælp af kunstig intelligens:

Trump som fandens oldefar – med passende grabs in the pussy, Trump som fandens oldemor med horn i panden, Trump som fyret fra sit eget realityshow, Trump som Putins kæledægge, Trump som Jesus, Trump som Gud ...

En liste med plads til udvidelse. Desværre.

Politikens læsere

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her