Adskillige læserbreve på Politiken.dk handler om manglen på jobs og vanskelighederne ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Dette problem er ikke isoleret til en særlig gruppe, men gælder for både ufaglærte og akademikere. Politiske henvisninger til, at akademikere skal arbejde i Netto synes af åbenlyse årsager ikke at være løsningen. Helt konkret skal der træffes politiske beslutninger, der skaber vækst og flere jobs i Danmark. Men hvad skal man gøre i mellemtiden, hvis man vil ind på arbejdsmarkedet?
Fagforeninger over en bred kam henviser til, at den arbejdsløse skal bruge sit netværk ( http://www.krifa.dk/fs/jobsoeg/netvaerk.aspx, http://www.kf.dk/faget/jobsoegning/brug-dit-netvaerk/, http://www.djoef.dk/r-aa-dgivning/jobsoegning/overblik-over-jobmarkedet/brug-dit-netv-ae-rk.aspx). Ifølge fagforeningerne besættes 50-70% af alle stillinger gennem netværk, hvorfor disse stillinger aldrig bliver slået op. Foreningerne definerer netværk bredt, så det kan være alt fra venner og familie til onlinemedier som Facebook og Linkedin.



























