Mit følgende indlæg har ikke præg af holdninger til debat. Tværtimod vil det være meget informativt og lettere journalistisk – og omhandlende et emne, som ikke behandles meget i danske medier, men som jeg har en stor interesse for. Det forholder sig nemlig sådan, at der for nylig er gang i valgkampen i flere tyske delstater: Saarland, Nordrhein-Westfalen og Schleswig-Holstein. Hvis man ikke ønsker at nærlæse alle tyske medier, kan min artikel her måske være en hjælp til hurtigt at holde sig ajour med, hvad der sker.
Først og fremmest er der delstatsvalg i den mindste af alle delstater (hvis vi fratrækker bystaterne Berlin, Hamburg og Bremen), nemlig Saarland i sydvesten ved grænsen til Frankrig. Befolkningen i Saarland vælger deres Landtag nu på søndag – den 25. marts. I Tyskland er det ikke kutymen, at der udskrives nyvalg i utide, som vi ofte ser det i Danmark til Folketinget. Dette gælder hverken til Bundestag eller til delstaternes parlamenter. Men valget i Saarland er et nyvalg og blev fremprovokeret, da den lidt alternative regeringskoalition af CDU, det liberale FDP og det traditionelt venstreorienterede miljøparti Die Grünen faldt fra hinanden.




























