Hver dag sit nye udsagn fra såvel regering som opposition om, hvordan økonomiske indskrænkninger kan "motivere" mere eller mindre arbejdsmarkedsparate ledige til at komme i arbejde. Siden den symbolistiske (men dog yderst rimelige) markering af regeringsskiftet gennem afskaffelsen af starthjælpen og de øvrige fattigdomsydelser, har den sociale forståelse haft trange kår blandt de toneangivende i de nye regeringspartier. Der lægges konsekvent et kraftigt røgslør over sandheden: At et forøget arbejdsudbud ikke skaber flere arbejdspladser, ligesom den floromvundne kickstart, hvis indhold dybest set blot var en fremrykning af allerede besluttede investeringer, heller ikke gør det. Der skal reelle vækstinitiativer til, såvel i Danmark som i det øvrige EU. Nok om det.
I sin harme over regeringens konstante fokuseren på, hvordan man i bevidst misforstået solidaritet med de stakkels kontanthjælps- og dagpengemodtagere, skaber motivation for arbejde gennem økonomisk spanking, er det let at falde til populisme og foragelse, når kløften til MF'erne's egne vilkår og muligheder bliver for stor. Ekstra Bladet er måske på vej hertil i disse dages opråb om MF'ernes eftervederlag, der udgør omkring 50.000,- kr. pr. måned i op til to år efter et tabt genvalg til Folketinget. Et eftervederlag som bl.a. Skatteministerens kone pt. bruger til at genenmføre et studie på RUC for. Andre ex-MF'ere polstrer privatøkonomien gennem dobbeltløn, her udbetales eftervederlaget dog kun i ét år, men 600.000,- kr. oveni en "normalløn" er vel også helt OK?
