Jeg væmmes… Væmmes over det vildspor menneskeheden har taget. I vores løsrivning fra Gud har vi formået at overtage hans plads og gjort os selv til herre over liv og død. Bevarelsen af vores selvskabte ego står nu højere end vores tilstræbte moral. Når jeg læser om forældre, der frivilligt fravælger deres ufødte børn, fordi der er mulighed for selv de mindste skavanker, så føler jeg naturen grine i baggrunden. Grine hånligt over vores selvudslettende adfærd, som tager til i styrke og indtager den ene latterlige form efter den anden i takt med, at samfundet bevæger sig ud på randen af den fornuft, vi ellers praler med at besidde.
Abort er gået fra at være en nødløsning til at blive en byttecentral. Man ser oftere, hvordan abortklinikken anvendes som affaldscontainer for vordende forældrepar, som ønsker det perfekte barn, men desværre har smugkikket under gavepapiret og fundet ud af, at deres fælles lykke har vist sig at indeholde en defekt. En defekt, som har fået dem til at fravælge barnet, inden det får mulighed for at komme til verden og nyde den glæde, det nu en gang er at leve. Og det får så en til at undre sig… Bliver man forældre, fordi man vil… eller fordi man føler, at det er noget, man bør? Når man har en sådan mangel på respekt for livet, tyder det på, at man ikke selv prishelliger sin tilværelse. For hvis man gjorde, ville man ikke tøve med at videregive dette til et andet væsen.
