Jo mere jeg fornemmer slædehundenes barske hyl som kontrast til, egen erindring, af en vidunderlig stilhed og uberørthed i den grønlandske natur, jo mere skeptisk bliver jeg over for udsigten til, at kinesere og andre sætter sig på Grønlands råstoffer og natur. Den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark, var ikke kun for at høre om grøn teknologi og H.C. Andersen; men fordi Grønland ligger inde med de råstoffer, der er betingelsen for vækst.
Kampen om jordens ressourcer, der blandt andet kampen om ren energi, en ulig kamp i en ulig verden med myldretid for milliarder og en befolkning på nu over syv milliarder, med evnen til at kunne reproducerer sig selv på ganske få år. I sandhed et megaproblem, der hverken kan løses af præsident Jintaos og vor regering; men af en løsning, der måske kun kan fremtvinges af realiteterne. Og hvad er så disse realiteter?
