Der er heldigvis udbrudt en dannelsesdebat i Politiken. Det er dejligt alene af den grund, at de toneangivende politiske og pædagogiske kredse bag Ny Nordisk Skole og læreruddannelsesreformerne i disse år har gang i antidannelse på den helt store klinge. Så vi har brug for en diskussion af de værdier og formål, som skal præge vores pædagogiske liv. Men det er også lidt forstemmende. I al fald hvis man følger diskussionen her i avisen, hvor Marie Krarup og Mogens Hansen har været i dialog. Marie Krarup mener, at dannelse bør besinde os på, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hun taler for paratviden om dansk historie og i en bredere formulering ønsker hun ”et kendskab til det fælles gods af kultur og viden som er en vigtig del af vores historie”. Mogens Hansen mener for sin del, at man bør lægge vægt på kritisk tænkning og globalt udsyn, at vi skal af med det det nationale og det kristne, og at vores historiske sans bør knyttes til oplysningstiden, kulturradikalismen og kapitalismekritik.

Nu er jeg selv i den ærgerlige situation, at jeg både godt kan lide national litteratur, kunst og historie og går ind for kritisk og samfundsengageret udsyn. Og ser man desuden på bidragene frem til 1965, var der, for mange på både venstre- og højrefløjen, ingen modsætning mellem at være nationalt sindet og at være kritisk og at have udsyn. Men nu har man pludselig to forskellige dannelsesidealer, der formuleres som modsætninger? Mit spørgsmål er derfor: Hvordan er vi overhovedet havnet i en situation, hvor det nationale og det kritiske er blevet modsætninger? Og hvor sådan en som jeg, og måske også mange andre, ikke kan finde fodfæste?