I den siddende regering var Ole Sohn den mest formuende minister. I den tidligere var det Brian Mikkelsen. Sådan er der så meget, kan man måske mumle. Jeg vil gerne lidt længere end mumleriet. Sohn er et interessant fænomen, intet mindre. Man kan vove et kvalificeret gæt på hans exit. Han blev sikkerhedsgodkendt af PET, hans omgang med papkasser fra Kreml kom ikke i vejen for hans karriere. Og hvem anden skulle SF indsætte som erhvervsminister end denne succesfulde private erhvervsdrivende, som tjener buler af kroner på at udgive Herregårde i 4 bind, historien om Lego, cubanske krimier og børnebøger til høje priser. Hvad kostede ham ministerposten? Det kan kun SF svare på. Men partiet og Sohn nåede da lige at indgå i en strategisk alliance om ministerpensionen til Sohn, som han er gammel nok til snart at få glæde af. Nu er Sohn ikke længere minister, så han kan "frit" udtrykke sig. Det gør han så - naturligvis - i Børsen. Ned med lønningerne! For Sohns Forlag ApS ser gerne at lønnen til de ufaglærte, der pakker og sender hans udgivelser, skal reduceres med 15%, så hans ApS (Ole og konen) kan forøge deres formue. Sohn har været en kalkuleret risiko for SF, ikke på grund af hans kommunistiske fortid men på grund af hans hamskifte. Da SF som regeringsparti ikke hidtil har glimret med "partidiscipin" må man nok forvente flere interessante udmeldinger fra den bitre partisoldat. Men til og fra banken kan han grine som en flækket træsko. Politisk tragikomik.