Det er alarmerende, desto mere man tænker over, hvem der befinder sig under denne (af OECD) definerede virkelighed. Mange af dem er børn. Desuagtet er vi ikke endnu i vores velfærdssamfund kommet dertil, at vi bare gør et spinkelt forsøg på SELV at definere, hvor grænsen går.
Hvis man vil flygte fra virkeligheden, kan man flirte med tanken om en tablet imod politikerlede og finansverdenens gribbe. Den findes (endnu) ikke, men for dem der har spillet højt og tabt er der både krisehjælp og gyldne håndtryk. Og så kan Stein Bagger sørme også for næsen af desperate unge få sig en praktikplads.




























