Undervisningsminister Antorini vil gennemføre en folkeskolereform. Hun gambler med skolens fremtid, for der er ingen der ved, om reformen vil virke efter hensigten eller blive en kæmpe fiasko. Selv de forskere, hvis resultater Antorini har misbrugt for at legitimere reformen, undsiger den og de tanker der ligger bag. Og så vil hun ikke engang selv betale regningen. Det skal de ansatte lærere, som bliver efterladt med ansvaret om at få reformen til at blive en succes.
Hvordan kan man få den tanke at iværksætte noget, som i bund og grund er et uafprøvet eksperiment, og så lægge ud med at føre krig mod de ansatte? At smadre engagement og arbejdsglæde hos de lærere, som er afgørende for at projektet skal lykkedes, er direkte åndssvagt. Først tvinger man en reform ned over hovedet på de ansatte, og bagefter tvinger man dem til at indgå en arbejdstidsaftale, som stiller dem ringere vilkår og en ringere løn for det udførte arbejde. Jeg skal da lige love for at Antorini har sikret sig den bedst mulige opbakning, fra de personer hun er dybt afhængig af, for at opnå succes.
