Man kan i denne tid læse mange indlæg fra studerende, der er bekymrede og vrede over forlydninger om besparelser i Statens Uddannelsesstøtte, SU'en. Med overskrifter som Studerende: SU-nedskæring er som at tisse i bukserne i snestorm og Studerende: SU-forslag giver færre mulighed for uddannelse kan man nemt få den tanke, at alle studerende ser på sig selv som SU-ofre og på politikerne som håbløse, idet de ikke forstår, at nedskæringer i SU'en vil få katastrofale konsekvenser for ikke alene de studerende, men også for resten af samfundet.
Dette er ikke tilfældet. Jeg er studerende, og jeg er uenig i, at man skal bevare SU'en, som den er på nuværende tidspunkt. Dog drukner mine og andre studerendes holdninger i blandt andet Danske Studerendes Fællesråds kamp for SU'en. Jeg er ikke født af et par rige forældre, der kan betale bil, bolig og bøger for mig, så jeg kan som sådan ikke undvære SU'en mere end alle andre. Jeg mener blot, det er umoralsk at kræve så meget som en resursestærk samfundsborger, og ligeså forkert at samfundet giver incitament til en sådan adfærd.
