Debatten om lærernes arbejdstid har forkert fokus. På diverse sociale medier findes der lange tråde, hvor lærerne på den ene side forklarer den øvrige befolkning, hvordan deres arbejdstid er sammensat. På den anden side står de mennesker, der er forargede over, at lærerne klynker, når det i bund og grund ”bare” handler om en normalisering af deres arbejdstid.
Det er en ligegyldig diskussion. Det er uinteressant om lærere er dovne eller flittige. Mon ikke det er med lærerne, som med en hvilken som helst anden faggruppe - der er nogle, der brænder for deres job, ildsjæle, som yder langt mere, end der kan forventes, og der er nogle, der ikke laver dagens gode gerning. Lærerne er hverken værre eller bedre end andre faggrupper.




























