Problemer i de københavnske folkeskoler er i dag større end nogensinde. Antallet af elever der går ud af 9. klasse som funktionelle analfabeter er alarmerede høj - og problemerne er størst iblandt indvandrerbørn. Disse indvandrerbørn kan ikke følge med i undervisningen, de bliver placeret i specialklasser, får ekstraundervisning, tildelt flere integrationsressourcer, men intet hjælper - hvorfor? For 21 år siden var jeg selv én af disse indvandrerbørn med store læse og skrive vanskeligheder. Jeg var som syvårig ankommet til Danmark få måneder forinden min skolestart på Kirkebjerg Skole i København, uden at forstå ét enkelt ord dansk. Jeg tror det tog mig et helt år førend jeg kunne forstå dansk, og der gik nok endnu længere tid før jeg også kunne svare tilbage. Men jeg morede mig i min nye danske folkeskole til forskel for mine meget strenge omgivelser i Kina. Jeg løb frit rundt, borede huller i sløjd, legede med levende kyllingeunger og fik mig bedste venner i klassen. Men jeg var dårlig til dansk, og manglede ord, snakkede med en tung accent, og havde i den første periode svært ved at følge med i undervisningen. Men mine lærere var dygtige. De støttede mig når jeg var ked af det, gav mig et gevaldigt spark bagi når jeg legede for meget, og anerkendte når jeg fagligt og sprogligt blev bedre. De satte mig ikke i en bås som dårlig i skolen, sendte mig ikke videre i systemet med ekstraundervisning, tildelte mig ikke en skolepsykolog, og jeg blev ikke isoleret i en specialklasse for mindre begavede børn. Det kunne sagtens være sket, og have haft en kæmpe negativ påvirkning på min videre færd i skole- og uddannelsessystemet og ikke mindst på min identitet. I dag bliver alt for mange børn bliver stemplet som mindre begavede, kastet rundt i systemet, tildelt skolepsykologer, og ikke mindst isoleret i specialklasser. For visse af disse børn havde et kæmpe spark bagi og anerkendelse nok været en bedre løsning. Konsekvensen af at placere disse børn i specialklasser er, at de stemples som dem der ikke kan regne eller snakke ordentligt dansk - og det forfølger dem i unødvendigt lang tid. I de første år af min skoletid var jeg en af de her børn der larmede meget og fulgte dårligt med i undervisningen. Men jeg var heldig, for mine lærere tog ansvar. Selvom jeg var urolig blev jeg ikke placeret i en specialklasse eller måtte gå et klassetrin om, men i modsætning blev jeg anerkendt og belønnet for min udvikling, og i stedet tilbudt om at springe et klassetrin over. Jeg er overbevist om at der er mange indvandrerbørn, der i højere grad har brug for et gevaldigt los bagi frem for, alt for let at blive stemplet mindre begavet!
Ye Tian
