I første instans vel det, at en 18-årig i den grad kan være sin egen kat på vejen med autencitet, integritet og en sjælden beherskelse af det danske sprog, som har taget alle litteraturinteresserede, proffer som læsere, med de altmodische, formuleringsmæssige bukser nede. I næste instans måske det, at man med hans opdukken på scenen (altså ikke i platte reality shows) faktisk erkender sit savn af et "nyt" ungdomsoprør, der manifesterer sig på andre måder end karriereplanlægning, young boys' network og interesse for neoliberalisme, men som langt overvejende synes at ligge underdrejet af ligegyldigt og tidrøvende plidder-pladder på sociale medier. Så langt så godt. Mere alvorligt er, at Yahya har lettet på sløret og afdækket, at ikke al mislykket integration kan forklares med socio-økonomiske problemer, som moderat indstillede danskere ellers har haft for vane. Der lader til at være miljøer (i lighed med etnisk danske), der lever under radaren med egne regelsæt, familiemønstre og etik/moral (eller mangel på samme), - og det er vel i grunden ikke så mærkeligt. Endnu mere alvorligt er, at Yahya udsættes for dødstrusler og må beskyttes af PET. Desværre er han jo ikke bare hadeobjekt for en minoritet af islamistiske ekstremister men for en langt bredere kreds, herunder drenge/piger og kvinder/mænd under uddannelse. Yahya bliver næppe omfattet af fredagsbønner, men man må stille sig selv et spørgsmål: Bruger imamer/ældreråd i Danmark deres vidtstrakte ytringsfrihed til at tilstå Yahya den samme og til at mane til besindighed. Desværre må jeg nok tilstå, at jeg tror det modsatte sker. At han holdes op som skræmmebillede, som en frafalden, en bespotter, en "æreløs". En sådan polarisering ønsker jeg IKKE. Der ligger en tung byrde på unge Yahya's skuldre. Man må håbe for ham, at han har gode rådgivere, så han ikke drukner i begivenhedernes malstrøm og kan holde alle dem fra livet, der ud fra den ene eller anden betragtning forsøger at omklamre ham og gøre hans bog til en programerklæring. God vind herfra og stor respekt!