Der går ikke en dag, hvor der ikke er et unuanceret og negativt læserbrev eller artikel omhandlende et af folkeskolens brandvarme temaer - inklusion. Det er i den grad en skam, og værre endnu, er det ødelæggende for skolens inklusionsbestræbelser. Begrebet inklusion er snart så betændt et begreb, at blot når nogen nævner ordet farer alle og enhver sammen, som den lille dreng Albert i John B. Watsons behavioristiske forsøg i 1920'erne.
Jeg er for tiden på forskningsophold i Minnesota, USA, som en del af mine ph.d. studier. I den forbindelse har jeg besøgt en lang række offentlige amerikanske skoler og har set et skolevæsen, der i den grad er inkluderende - endog på en sådan måde, at elever, forældre, lærere og skoleadministratorer ikke kunne forestille sig en anden måde at holde skole på. I dag har jeg besøgt en elementary skole med godt 500 elever. 22% af disse elever havde særlige behov og havde en såkaldt IEP (Individual Education Plan). Disse elever var alle inkluderede i almenundervisningen, og størstedelen var inkluderet fagligt, social og i forhold til den oplevede side af inklusionen - de følte, at de hørte til skolens fællesskaber.
