Kære politikere. Jeg føler mig nødsaget til at gøre et forsøg på at aflive myten om dagpenge som passiv forsørgelse, og den efterhånden fasttømrede diskurs om dagpengemodtageren som et forkælet individ, der går og hygger sig og ikke gider at arbejde. Lad mig slå fast én gang for alle: det er et fåtal af arbejdsløse, der ikke ønsker at bidrage til samfundet. At påstå dette er en grov generalisering, der ikke har hold i virkeligheden. For mig personligt føles det decideret unaturligt og forkert at have taget indtil flere uddannelser for at ende som stresset arbejdsløs på dagpenge og uden økonomisk frihed i en alder af 33. Alle andre jeg kender, der har været eller er ledige, har det på samme måde. For ja, det er lige så stressende at være ledig som at være i arbejde – stress er i sandhed en folkesygdom, der rammer bredt.

At være arbejdsløs er at have søgt over 300 jobs i de sidste 18 måneder. Både jobs jeg er overkvalificeret til, jobs jeg er meget kvalificeret til og også nogle, der er et langskud, men dog et forsøg værd. Hver eneste gang jeg har søgt et job, opfordret eller uopfordret, har jeg forestillet mig, hvordan det vil være at have præcis dette job, hvordan mit liv vil blive i det specifikke arbejde. Ja, faktisk lægger jeg en del energi, fantasi og forestillingsevne i at skrive en god ansøgning, som virksomheden lægger mærke til. Hver gang jeg får afslag, eller bare ikke hører noget fra virksomheden, er det et slag i ansigtet. For hvert afslag forsvinder en smule gejst og en smule håb. Når man er ved ansøgning nr. 299 er man holdt op med at tro på det.