Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er. Når det gælder Rusland og Vesten, kan det gamle mundheld opdateres til at fokusere på de fanger, som de to sider udvekslede torsdag. Fangeudvekslingen var den største, siden den kolde krig sluttede, og kom i stand efter langvarige forhandlinger, hvor intet var overladt til tilfældet. Så det siger en del om de to siders prioriteringer og moralske habitus, hvilke fanger de valgte at fokusere på at få frigivet.
De 16 fanger, som Vesten fik frigivet, var primært journalister, dissidenter og kritikere af Putin-regimet. Personer som The Wall Street Journal-korrespondenten Evan Gershkovich, oppositionspolitikeren Vladimir Kara-Murza og kunstneren og aktivisten Alexandra Skochilenko. Og hvem valgte Rusland så at få frigivet fra vestlige fængsler? Det var typer som snigmorderen Vadim Krasikov, hacker-tyven Vladislav Klyushin og nogle deep undercover-spioner, der var blevet arresteret i Polen, Norge og Slovenien.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.