Præcis hvad der var målet med bombeeksplosionerne i Hellerup natten til onsdag, vides endnu ikke. Men eksplosionerne skete lige ved den israelske ambassade, og som politiet udtrykker det, er det derfor naturligt at være bekymret for, at der er en forbindelse. Af samme grund var det fuldt forståeligt, at den jødiske Carolineskole, der ligger i samme område, var lukket onsdag.
Det er glædeligt, at ingen kom til skade, og at det danske politi reagerede hurtigt og har grundlovsfremstillet to mistænkte. Men det er dybt forstemmende, at den eneste jødiske skole i Danmark skal lukke på grund af terrortrusler og i det daglige virke under massiv bevogtning. Det samme gælder synagogen i København, der er fast mandsopdækket af bevæbnede soldater og ofte også yderligere politistyrker.
Vi nærmer os 1-års dagen for terrorangrebet på Israel, men oktober rummer også en anden dansk begivenhed at markere. Det er 81-året for de danske jøders flugt til Sverige, en national heltestund, fordi Danmark i modsætning til næsten alle andre lande i Europa formåede at hjælpe langt de fleste af sine jøder i sikkerhed for nazisternes folkedrab.
Det kan vi med rette være stolte af, men så meget desto mere forstemmende er det, at jøder atter er truet i Danmark. Antisemitismen er steget markant i det seneste år, og selv veluddannede stemmer er på sociale medier og andre steder kommet til at give de danske jøder et medansvar for Israels gerninger. Intet etnisk eller religiøst mindretal i Danmark er mere fysisk udsat end jøderne, og selv om det er opmuntrende, at det politiske system bakker helhjertet op om og netop har givet penge til at styrke kampen mod antisemitisme, er det dybt deprimerende, at det er nødvendigt.
At se soldater ved synagogen og pigtråd ved Carolineskolen er blevet hverdag. Men det er en hverdag, vi som åbent, liberalt og frisindet samfund aldrig må acceptere. Intet mindretal fortjener at måtte leve sit liv og fejre sine helligdage på den måde, heller ikke det jødiske, der har været en del af Danmark i århundreder. Denne uge var det jødisk nytår. Shana tova, og måtte det næste år blive bedre.
mr
fortsæt med at læse
Ung svensker er løsladt efter eksplosioner nær Israels ambassade
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

