Armene kunne næsten ikke komme ned, da regeringen før sommer indgik den grønne treparts-aftale. Det var og er en imponerende bedrift, som for første gang trak landbruget ind i klimakampen og den grønne omstilling. Også i udlandet vakte aftalen berettiget opsigt og anerkendelse.
Men djævlen gemmer sig altid i detaljen, og skal de gode hensigter og mål blive en realitet, skal de udmøntes i konkret politik og handling. Det er regeringen og oppositionen i fuld gang med at forhandle om, men som beskrevet her i avisen tidligere på ugen er det langtfra sikkert, at det ender godt. Fire partier, der indgår i forhandlingerne – SF, de konservative, de radikale og Enhedslisten – er særligt bekymret for, om målsætningerne om at forbedre havmiljøet bliver realiseret. Ja, faktisk frygter de, at det kan ende med en decideret forværring i forhold til de eksisterende planer og politiske aftaler for at give de danske have og fjorde et højst tiltrængt boost.
Den frygt skal meget nødig blive til virkelighed. Det danske havmiljø er ekstremt presset og gisper bogstaveligt talt efter lys og luft efter en sommer med fedtemøg, grumset vand og det værste iltsvind i mere end to årtier. Allerede nu er det meget presset for Danmark at nå at opfylde kravene om rent vandmiljø i EU’s vanddirektiv inden fristen i 2027. P.t. er det mindre end 5 procent af de danske havområder, der lever op til kravene.
Planen var ellers, at den grønne trepart skulle række havene en hjælpende hånd. Omlægningen af marker til skov og natur vil mindske udledningen af kvælstof. Problemet er, at da omlægningen i første omgang baserer sig på frivillighed hos landmændene, kan det tage en rum tid. Tid, som de danske have og farvande ikke har. Allerede nu er de presset i bund, og klimaforandringerne i de kommende år vil formentlig føre til endnu mere udvaskning af næringsstoffer og dermed mere iltsvind.
Derfor er der behov for handling her og nu. Den kommende politiske aftale i forlængelse af den grønne trepart – den, der lige nu forhandles om – kan og skal sikre, at udledningerne bliver mindsket og havmiljøet forbedret. Alt andet ville være topmålet af hykleri og ødelæggende for havene. Hele ideen med den grønne trepart var at tage et syvmileskridt i retning af et grønnere, mere bæredygtigt og klimabevidst landbrug. Hvis det ender omvendt, er det ikke bare et politisk svigt af dimensioner. Det er et forræderi over for de skønne farvande og kyster, som Danmark fra naturens hånd så generøst er blevet begavet med.
mr
fortsæt med at læse
Treparten kan gøre miljøet i de danske fjorde endnu værre
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
