Måske skulle det bare være forblevet en joke. Sådan startede sagaen om det såkaldte Filmtag nemlig – med en aprilsnar i 2018. Men joken blev virkelighed, og i dag godt seks år senere er Filmtaget blevet en ekstremt dyr skandale.
Oprindelig skulle Filmtaget have været betalt af Egmont-fonden, der ejer bygningen. Men projektet er blevet langt, langt dyrere end planlagt, og filmhuset har derfor selv måttet tage en stor del af regningen. Hvor meget den ender på, vides ikke, før voldgiftssagen mellem filminstituttet og entreprenøren er afgjort, men omkostningerne til taget har allerede ført til besparelser og kostet en halv snes fuldtidsstillinger – hvilket er meget i en relativt lille organisation.
Hvordan kunne det dog ende så galt, og hvorfor blev det overhovedet besluttet at satse så meget på et filmtag? Var det bare en fiks idé, der fik lov til at vokse vildt, eller hvad var rationalet? Var der markedsundersøgelser og en sammenhængende vision? Umiddelbart virker en udendørsbiograf på et forblæst københavnertag i et land med meget lyse nætter om sommeren og våde kolde dage resten af året ikke som nogen særlig oplagt idé. Biograferne styrtbløder publikum, så er en udendørsbiograf i København den bedste måde at fremme dansk film og formidlingen af dens historie på?
Både staten og offentligheden har krav på en forklaring på, hvordan det hele kunne blive så dyrt, og om nogen ikke kunne og burde have stoppet det undervejs? Hele forløbet fra idé til færdigt tag må kulegraves, så det bliver klarlagt, hvor det gik galt, hvem der var ansvarlig, og om direktion, bestyrelse og måske også Kulturministeriet burde have ageret anderledes undervejs?
Og så må filminstituttet ellers nu komme videre og forsøge at få det bedste ud af det dyre tag. Over 65.000 mennesker har været deroppe siden åbningen i august, så noget kan Filmtaget trods alt. Om ikke andet er udsigten forrygende.
mr
fortsæt med at læse
