Danmark fordømmer og er bekymret«.
Med de ord indledte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) Danmarks reaktion på det israelske parlaments beslutning om at forbyde FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinensiske Flygtninge, Unrwa, at operere i landet. Mens store dele af Europa – og Folketinget – væver rundt i lunkne reaktioner og opbakning til Israels oversavning af FN’s mulighed for at yde humanitær bistand til den palæstinensiske befolkning i Gaza og Vestbredden, var den danske reaktion umisforståelig. Tak for det.
Israels reaktion kommer ikke af ingenting. Ministerpræsident Netanyahu og resten af Knesset hænger lovindgrebet op på, at syv lokalt ansatte i Unrwa angiveligt deltog i Hamas’ grusomme terrorangreb mod Israel 7. oktober 2023. At disse oplysninger skaber vrede og mistillid i Israel, er både forståeligt og rimeligt.
Men en generel boykot af den regelbaserede verdensordens repræsentant i landet, fordi der er brodne kar blandt lokalt ansatte, er ikke bare ude af proportioner; det er politisk kortsigtet og humanitært forkasteligt.
Politisk kortsigtet, fordi det er helt uden sidestykke, at et demokratisk FN-medlemsland så tydeligt saboterer og ved lov forbyder tilstedeværelsen af et af FN’s humanitære agenturer, der har fungeret i landet siden 1949. FN var fødselshjælper ved Israels fødsel, som skabte det palæstinensiske flygtningeproblem. Unrwa var svaret på det.
Humanitært forkasteligt, fordi ingen – og slet ikke Israel – har svar på, hvem der så skal yde bistand til de tre millioner palæstinensere i Gaza og på Vestbredden. Hvem har Israel og Benjamin Netanyahu nu tænkt sig skal yde den livskritiske humanitære bistand til den isolerede palæstinensiske civilbefolkning i Gaza? I det manglende svars tomme rum hænger en uundgåelig eskalering af den humanitære katastrofe, der allerede har kostet over 45.000 mennesker livet.
Israels angreb mod Unrwa er heldigvis også blevet mødt af fordømmelse fra USA, der forud for næste uges præsidentvalg står i et vadested. Derfor må EU påtage sig et ansvar for at eksekvere en nødvendig sanktionspolitik over for Israel. Danmark står over for et diplomatisk superår med både medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd og formandskabet i EU. Det forpligter.
Med sin tidlige og umisforståelige protest mod Israels beslutning ville det være oplagt, at Lars Løkke Rasmussen satte handling bag sine ord og gik foran i bestræbelsen på en samlet EU-sanktion. For fordømmelsen og bekymringen skal ikke bare blive hængende i luften, vel, Lars Løkke Rasmussen?
fortsæt med at læse
