Der var vægfoto af rummet og besøg af Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, da forskningsminister Christina Egelund (M) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) i denne uge præsenterede regeringens nye ’Strategi for rumforskning og -innovation’ på Tycho Brahe Planetarium i København. Flot så det ud.
Der er da også noget opløftende i, at regeringen nu hæver sine ambitioner i den nye rumæra, der tegner sig.
Indtil videre taler vi dog om småpenge i det store statslige husholdningsregnskab.
Det frivillige bidrag til EU’s rumprogram, ESA, hæves blot fra nu 280 millioner kroner til 580 millioner kroner i 2035. Det kan man knap nok købe en fodboldstjerne for. Og selv med andre tiltag, herunder styrkelse af den danske rumforskning, kommer den samlede satsning kun op på 771 millioner kroner i 2035.
ESA’s budget er til sammenligning 58 milliarder kroner, mens den globale rumøkonomi frem mod 2040 ifølge strategien ventes tredoblet til svimlende 13.000 milliarder kroner.
Men point til regeringen for i det mindste at have fokus på rummet, både når det handler om de klima- og forsvarspolitiske perspektiver samt mulighederne for danske forskere og virksomheder.
Der er også noget skønt i, at Danmark har sendt en ansøgning om en dansk månemission, Máni, til ESA og er med i opløbet.
Men der er også en ny alvor i rummet. Man ser allerede konturerne af en spirende militarisering. Oveni har krigen i Ukraine udstillet den sårbarhed, som lande kan blive ramt af, når de som følge af angreb på deres infrastruktur bliver afhængige af privatejede satellitter som den uforudsigelige Elon Musks Starlink-satellitter.
Det bør være en prioritet for det snarlige danske EU-formandskab at bidrage til, at også EU gør sig fri af den sårbarhed. Med sin nye strategi har regeringen vist, at den har erkendt opgaven og mulighederne. Men hæv gerne ambitionsniveauet.
