Hvis man er til politisk sarkasme, er det bedste, man kan sige om tysk økonomi, at den i al fald er stabil:
Der var ingen vækst sidste år. Der vil ikke være vækst i år. Og til næste år er der såmænd heller ikke udsigt til vækst. Ingen overraskelser der.
Men lægger man den sorte humor til side, har det været ulykkeligt at se tysk økonomi forvandlet fra fordums Wirtschaftswunder til Wirtschaftskrise.
Hvor USA og Kina driver den teknologiske revolution, er Europas tyske vækstmotor gået i stå. Det digitalt udfordrede Tyskland har ikke skabt et nyt industrieventyr i 50 år. Tværtimod.
Industrimastodonter som Thyssen og VW nedlægger nu arbejdspladser, mens den tyske regering har sendt forvirrede signaler om, hvor den ville hen. Det ene øjeblik vil den f.eks. fremme produktion af elbiler. Det næste øjeblik har den fjernet støtten til dem for at spare.
Den tyske motor hakker i det på et kritisk tidspunkt i historien. USA’s kommende præsident, Donald Trump, truer EU – og ikke mindst yndlingsprygelknaben Tyskland – med handelskrig. Ruslands overfald på Ukraine kræver massiv europæisk støtte og investeringer i eget forsvar. Klimaforandringerne og den teknologiske revolution fordrer massive investeringer i både grøn omstilling og kunstig intelligens og kvanteteknologi.
Oveni står Tyskland med en tikkende pensionsbombe og en udfasning af tysk atomkraft, der er faldet sammen med stoppet for import af russisk gas. Puha.
Alt det kræver nytænkning. Og alt det kræver bl.a. et opgør med Tysklands særlige økonomifetich, den såkaldte gældsbremse, der skal modvirke statsgæld. Den begrænser nemlig staten i at spille den nødvendige rolle ved hele denne gigantiske omstilling af tysk økonomi.
De tyske socialdemokrater har besluttet sig for at fortsætte med Olaf Scholz som kanslerkandidat, selv om han i de senere år har været en del af problemet snarere end løsningen. Det har han nu tre måneder frem til valget 23. februar til at overbevise om, at han så alligevel er. Forude truer et nyt skred ud mod det yderste højre og venstre.
jarl-
